Den lille stillehavsnation Palau har sagt ja til at tage imod op til 75 papirløse migranter fra USA som led i en aftale til en værdi af 7,5 millioner dollar.
Det oplyser de to lande.
Beløbet svarer til 47,5 millioner kroner eller omkring 634.000 kroner per migrant.
Ifølge en ny aftale vil Palau give op til 75 borgere fra tredjelande mulighed for at komme til den lille østat fra USA.
De får lov at bo og arbejde på den tyndtbefolkede øgruppe, oplyste embedsmænd onsdag.
Til gengæld vil USA betale 7,5 millioner dollar til Palau. Pengene skal gå til den offentlige sektor og til infrastruktur.
Præsident Donald Trump førte sidste år valgkamp på et løfte om at udvise migranter uden opholdstilladelse fra USA.
Siden han vendte tilbage til Det Hvide Hus i januar i år, har han sat fart på deportationer og har slået hårdere ned på forsøg på at rejse ind i USA på ulovlig vis.
De migranter, der kommer til Palau fra USA, er ikke sigtet for forbrydelser.
De vil hjælpe Palau med den mangel på arbejdskraft, der præger den lille nation, oplyser begge parter.
- Palau vil skulle give samtykke fra sag til sag for de personer, der ankommer til Palau under ordningen, hedder det i en erklæring fra stillehavsnationen.
Til gengæld for, at Palau tager imod USA's uønskede migranter, har USA forpligtet sig til at opføre et nyt hospital og forbedre Palaus katastrofeberedskab.
USA vil også give yderligere seks millioner dollar til reformer, der skal forhindre, at Palaus pensionsordning for offentligt ansatte bryder sammen.
Dertil kommer yderligere to millioner dollar til at styrke retssystemet.
I forvejen får Palau hundredvis af millioner dollar i budgetstøtte for at lade det amerikanske militær bruge landets territorium. Til gengæld har USA påtaget sig ansvaret for det lille lands nationale forsvar.
Med omkring 20.000 indbyggere fordelt på hundredvis af vulkanske øer og koralatoller er Palau målt på befolkningstal et af verdens mindste lande.
Den palauiske øgruppe - der er en kæde af kalkstensøer og koralatoller - ligger omkring 800 kilometer øst for Filippinerne.
/ritzau/AFP
