Palæstinensere vil forhandle i Saudi-Arabien

Palæstinensiske ledere takker ja til invitation om at forhandle i Saudi-Arabien.

Såvel palæstinensernes Hamas-ledede regering som palæstinensernes præsident takkede søndag ja til en invitation fra Saudi-Arabien om at forhandle på saudiarabisk jord.

Efter tre dages voldsomme sammenstød i Gaza mellem forskellige palæstinensiske fraktioner inviterede Saudi-Arabiens kong Abdullah søndag de palæstinensiske ledere til at drøfte deres uoverensstemmelser i Mekka, der er hjemsted for islams største helligdomme.

Kort tid efter meddelte palæstinensernes Hamas-ledede regering, at den tager imod tilbuddet.

Senere søndag meddelte palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, at også han accepterer tilbuddet fra kong Abdullah.

/ritzau/