Paladsstormende Michele vil henrette terrorister og bevæbne hotte studerende

Michele Fiore er den ny tids republikaner, og hun skyder på det hele.

Michele Fiore er et billede på en af de nye konservative i USA. Som Donald Trump er hun svær at sætte i bås rent ideologisk, men politikeren fra nevada, der stiller op til Repræsentanternes Hus har bl.a. skabt opmærksomhed om sig selv og sin politik ved at optræde sammen med sin familie i en årskalender, hvor håndvåben af alle slags er det gennemgående tema – selv familiens yngste optræder bevæbnet foran julepynten på decemberbilledet. Fold sammen
Læs mere

NEVADA: Hun slog igennem med en kalender.

Før kalenderen var hun en kendt lokalpolitiker her i Nevada, og hun var i en kort overgang i 2014 i det nationale rampelys under en betændt jordstrid mellem myndighederne og en kvægavler.

Men før jul gjorde hun alvor af en idé, som hun længe havde tumlet med: En kalender, en våbenkalender for 2016, og værs’go.

I april poserer hun i en rhinstenskjole, hvide handsker, en overflod af smykker og med en AR Pistol Extar. »Diamanter er ikke en kvindes eneste bedste ven,« hedder overskriften. I oktober giver hun den som Jessica Rabbit, med en glinsende rød kjole og rød paryk, lilla handsker og en Kimber 9 mm pistol. Og i december paraderer hun foran juletræ og gaver sammen med sin familie, alle klædt i rødt og bevæbnet til krig, også barnebarnet Jake, en miniput med en Walther p22 i den ene hånd.

Det var i kølvandet på terrorangrebet i Californien og præsident Obamas inderlige appel om våbenkontrol, og så landede familien Fiore som en trodsig julehilsen, en pegefinger til den internationale fordømmelse af amerikanerne og deres håndkøbsvåben, og kalenderbilledet gik viralt. »Klik, klik, klik,« sagde det på Facebook, Twitter og Instagram, og »det var helt fantastisk. Vildt,« griner Michele Fiore.

Berømt eller berygtet, hun var kendt.

Mærkeligt

Hvor i alverden kommer de fra, Donald Trump, Ted Cruz og Ben Carson?

Ikke så meget dem personligt, for vi ved godt, hvor de kommer fra, og de har i årevis turneret som ølkassetalere i grebningen af den politiske bevidsthed. Men hvordan er de pludselig havnet i centrum af begivenhederne? Hvorfor er de pludselig så dominerende i det republikanske primærvalg?

For dominerende er de. Fox News kom fredag med en ny national måling blandt republikanske vælgere, og her ville de tre til sammen få 64 pct. af stemmerne. Eller sagt på en anden måde: To ud af tre republikanere vil stemme på kandidater, som fører valgkamp som paladsstormere og populister. Kun en tredjedel af partiets vælgere vil stemme på en af de tre kandidater, som minder lidt om republikanere af den gamle skole, Jeb Bush, Marco Rubio og John Kasich.

Det er kort og godt et tidehverv i amerikansk politisk historie.

»Jeg har brugt 15 år af mit liv på at kortlægge den moderne konservative historie i USA … og jeg skal tilbage og læse på lektien,« som historikeren Rick Perlstein siger i et interview med Slate. »Vi ser lige nu noget meget nyt, noget meget mærkeligt og noget, som er meget svært at passe ind i det billede, som vi troede, at vi havde af Det Republikanske Parti.«

»Skyd dem«

Men det er faktisk ikke så svært, mener Michele Fiore.

»Politikere som Donald Trump, Ted Cruz og jeg har ét tilfælles: Ærlighed. Vi siger, hvad vi gør, og vi gør, hvad vi siger.«

Hun får det i sin politiske levnedsbeskrivelse til at lyde forholdsvis simpelt. Hun var en foretagsom forretningskvinde i Las Vegas, og hun blev »rasende« og »frustreret« over alle de bureaukratiske forhindringer, som hun stødte ind i.

»Jeg forstod ikke, hvorfor tingene ikke fungerede. Hvorfor vi havde en skattepolitik til ulempe for skatteyderne, en erhvervspolitik til ulempe for erhvervslivet og en skolepolitik til ulempe for eleverne. Så undersøgte jeg sagerne og fandt ud af, at en servitrice var formand for Nevadas skatteudvalg, en chauffør var formand for erhvervsudvalget og en folkeskolelærer formand for skoleudvalget. De havde enten ikke en pind forstand på det, eller også var deres dagsorden en helt anden end offentlighedens. Så gik jeg ind i politik.«

Bingo.

I den te-aktivistiske bølge steg hun op gennem Det Republikanske Parti i Nevada, og i 2012 blev hun valgt til den lovgivende forsamling i staten, hun blev genvalgt i 2014, og i år stiller hun op til Repræsentanternes Hus i Washington. Det er en lynkarriere, som bliver endnu mere påfaldende af den måde, den er blevet til på – nemlig på trods.

Hun har ikke kløet partiejerne på ryggen, tværtimod har hun været den ivrigste modstander af sin partifælle, staten Nevadas guvernør, Brian Sandoval. I 2013 tvang han de republikanske politikere til at stemme for højere moms for at få de offentlige kasser til at hænge sammen, men Michele Fiore nægtede som den eneste.

Insidere i partiet sagde dengang til Las Vegas Sun, at Fiore ødelagde sin karriere ved at lægge sig ud med sit eget parti, og at hun kunne komme langt, hvis hun bare var en teamplayer.

»Jeg sagde i valgkampen, at jeg var imod nye skatter, og »imod« betyder »imod«. Det er ikke så svært,« siger hun til Berlingske, og hun opdagede en magt, som var større end partimagthaverne. Vælgerne.

Hun fik et talkshow på en lokal radiostation – »Walk the Talk« – og hun førte valgkamp hver eneste dag, året rundt, »undtagen en halv dag til jul og en halv dag til Thanksgiving,« som hun siger. Hun navigerede med en sikker fornemmelse for sager, som vælgerne kerer sig om, og i et sprog som de forstår.

Efter det seneste terrorangreb i Paris krævede hun et statsforbud mod at få syriske flygtninge til Nevada. »Det er ikke okay med syriske flygtninge, det er ikke okay med terrorister. Det er okay at slå dem ned, at sende dem i sort, gøre en ende på deres sølle liv. Jeg har lyst til at flyve til Paris og selv skyde dem i hovedet.«

Hun har en tilsvarende løsning på skoleskyderier og voldtægt af kvindelige studerende. »Hvis alle de små hotties på universiteterne er bevæbnede, skal voldtægterne nok holde op helt af sig selv,« som hun har sagt til Las Vegas Sun, og hun har på det seneste kastet sig ind i striden om militsmedlemmerne, som besatte en forbundsbygning i Oregon. Hun støttede dem helhjertet, og på direkte web-TV overtalte hun dem i sidste uge til at overgive sig for at undgå blodsudgydelse. »Myndighederne vil slå jer ihjel … I skal komme levende ud, så vi kan fortælle hele verden jeres historie,« sagde hun til dem.

Det er hendes stil, og det er, hvad vælgerne sætter pris på, siger hun.

»Somme tider ringer journalisterne tilbage og siger: »Du sagde dit og dat. Det vil give ballade. Vil du stå ved det?« Vel gør jeg det. Jeg sagde det. Jeg mener det. Punktum.«

»De andre«

Donald Trump og de andre paladsstormere bliver ofte beskrevet som ideologisk til højre, men en Trump er snarere kendetegnet ved manglen på en stringent højrerepublikansk ideologi.

Traditionelt har højrerepublikanisme været baseret på fri kapitalisme, lav skat, stærkt militær og en Gud, der var vred på abort og homoseksuelle. Men Donald Trump er ikke synderlig religiøs – han er en kasinoejer, som gør sig med halvnøgne damer, og som ifølge paven ikke er en god kristen. Han har kritiseret den »forkludrede« og »forløjede« invasion i Irak, han tror ikke på frihandelsaftaler, og hans hårde immigrantpolitik går imod erhvervskredsene, som gerne vil have indvandring. Han vil have en slags offentlig sygesikring, og han vil have hævet mindstelønnen.

Den samme mangel på stringent højrerepublikanisme finder man også hos Michele Fiore.

På et tidspunkt i interviewet kommer hendes mor – Lill – forbi og hilser på.

»Hun er demokrat,« siger Fiore om sin mor, efter hun er gået, og »hun er også lesbisk.«

»Hun og andre i min familie var ikke velkomne hos Republikanerne, fordi de havde en alternativ livsstil. Det var skammeligt.«

Sådan er det ikke i Michele Fiores republikanisme. Hun stemte som den eneste republikaner i statsparlamentet for at ophæve forbudet mod ægteskab mellem homoseksuelle, og hun stemte også for at lovliggøre marihuana. I hendes hjem er der ingen bibelcitater på væggen, heller ikke en lidende Kristus, og hun går ikke med et krucifiks om halsen, men derimod med et smykke med en miniature-Colt.

Men hvis det ikke er traditionel konservatisme, som bærer den nye bølge af politikere frem – hvad er det så? Kritikere hævder, at deres eneste ideologi er dem selv – at Trump f.eks. ikke har et højere kald end sig selv – men det forklarer ikke, hvorfor 40 pct. af de republikanske vælgere i South Carolina ifølge meningsmålingerne vil støtte ham. Hvad ser de i ham?

Svaret kræver muligvis en nytænkning af hele ideen om konservatisme – og hvad konservatisme er. I 2012 udgav politologen og kommentatoren Corey Robin en kontroversiel bog, som omdefinerede begrebet konservatisme – »The Reactionary Mind.« Den røde tråd i konservatismen er ikke markedskræfter, stærkt militær og social og kulturel moderation, men derimod en idé om, at nogle mennesker er i stand til at herske, og andre ikke er, og projektet handler om at holde de andre ude. »De andre« er ikke en statisk, men derimod en dynamisk størrelse, som ændrer sig i takt med tiderne og behovet. Siden 1800-tallet har det på skift eller samtidigt været de sorte og de fattige, arbejdere og irske immigranter, homoseksuelle og enlige mødre, og nu er vi igen midt i en omkalfatring af begrebet »de andre«.

De nye »de andre« er f.eks. mexicanske indvandrere og muslimer, og de andre inkluderer nu også insiderne, the establishment, i republikanernes eget parti. Som professor Garry Wills skriver i New York Review of Books: »Følelsen af forrædderi er et tilbagevendende tema i Det Republikanske Parti. I en Fox-måling i 2016 sagde 62 pct. af de republikanske vælgere, at de følte sig forrådt af partiets politikere«, og Trump og de andre i den nye bølge bruger den følelse af forrædderi i deres agitation. »Det er nået til et punkt, hvor insiderne ikke længere kan holde oprøret nede«, som professor Lawrence Rosenthal for nyligt skrev på websitet OpenDemocracy. »Det ruller hen over dem«.

»Udmugning«

Michele Fiore giver ikke meget for sådan en tolkning eller overfortolkning af baggrunden for den nye bølge, og hun mener, at der snarere er tale om en lavine af vrede mod »løgnagtige politikere fra begge partier«.

»Vi siger, hvad vi mener, og det kan vælgerne sagtens kapere. Vi undervurderer ikke vælgerne, som de gamle politikere gør. Det er det nye.« Hun har selv tilsagt Ted Cruz sin støtte, men hun kan sagtens leve med Donald Trump.

»De står for det samme. Vi står for det samme. Et opgør med establishment. En udmugning af alt det gamle. Vi skriver historie, og det er lige nu.«

Det er et blad i kalenderen. Våbenkalenderen.