Pakistansk regeringskilde: Valg ventes udskudt

Pakistans valgkommission vil først tirsdag tage stilling til, hvorvidt parlamentsvalget 8. januar skal udskydes. 40 valgsteder er ødelagt efter drab på Bhutto.

Pakistanerne kommer næppe til at sammensætte et nyt parlament den 8. januar. Parlamentsvalget bliver efter al sandsynlighed udskudt som følge af urolighederne, der har hærget den muslimske atommagt siden sidste uges drab på oppositionslederen Benazir Bhutto.

- Det er sandsynligt, at valget bliver udskudt i et par uger, siger en fremtrædende regeringskilde til nyhedsbureauet AFP, netop som landets valgkommission holder krisemøde for at drøfte attentatets konsekvenser for valghandlingen.

Valgkommissionen vil dog først træffe sin afgørelse tirsdag, da den i første omgang prøver at danne sig et overblik over den kaotiske situation.

Og selv om Bhuttos parti Pakistans Folkeparti ønsker valget afholdt, peger pilen i den modsatte retning.

Valgkommissionen får nemlig svært ved at forberede valget, nu da mindst 40 valgsteder er blevet hærget i den afdøde ekspremierministers hjemlige provins Sindh.

/ritzau/AFP