Pakistansk muslim godkendt som jøde: »Forsvind fra Pakistan. Du er tydeligvis en forræder«

De pakistanske myndigheder har i en ekstraordinær sag, givet muslimskfødte Faisal Benkhald lov til at frafalde islam og registrere sig som jøde. Nu hedder han Fishel.

Fishel Benkhald er født muslim, men har nu de pakistanske myndigheders støtte til at registrere sig selv som jøde
Læs mere
Fold sammen

MELLEMØSTEN: Livet er for kort til ikke at være jøde.

Det var den tanke 30-årige Fishel Benkhald gjorde sig, da han i 2014 begyndte en lang bureaukratisk kamp for at få lov til at registrere sig som jøde i Pakistan.

Fishel er født med navnet Faisal. Hans far var muslim, mens moren var jøde, og derfor blev han ved sin fødsel, registreret som muslim. Men til forskel fra sine søskende har han altid følt sig som jøde. Og nu har han fået de pakistanske myndigheders blåstempel på, at han kan skifte muslim ud med jøde i sine identitetspapirer.

»NADRA, Pakistans befolkningsdatabase og indenrigsministeriet har accepteret mit ønske om at skifte religion,« skriver Fishel Benkhald til Berlingske.

Mange af Fishels kristne og jødiske landsmænd nedtoner deres religiøse tilhørsforhold. Og mens det ikke officielt er strafbart at frafalde islam i Pakistan, er konvertering til andre religioner end islam ofte en handling med livet som indsats i det stærkt konservative muslimske samfund. Konvertitter eller såkaldte frafaldne forfølges, og må ofte flygte.

For Fishel Benkhald gælder det stik modsatte. At have ordet jøde skrevet på sit ID-kort i stedet for muslim, er først og fremmest resultatet af hans egen åndelige rejse som han taler helt åben og frygtløst om. Og hans Twitterkonto, med navnet Jewpakistani, er hans foretrukne redskab til at sprede sin personlige historie.

»Jeg er ikke modig. Men jeg er i stand til at skjule min frygt i længere tid end den person, der står ved siden af mig,« skriver han og tilføjer, at han udmærket er klar over, at nogle muslimske lærde vil anse ham for at være en »murtad«, en frafalden.

På Twitter har nogle personer allerede indledt et verbalt angreb mod Fishel Benkhald.

»Forsvind fra Pakistan. Du er tydeligvis en forræder. Læs historie, din ignorante jøde. Du har ingen ret til at leve i mit land,« skriver en Twitterbruger til Fishel Benkhald denne tirsdag morgen.

Fishel Benkhald ønsker at være åben omkring sit jødiske tilhørsforhold, fordi han ser sin sag som en kamp for større religionsfrihed i Pakistan.

Hans svar på trusler og skældsord er ofte tweets fra de pakistanske helligdomme, der tilbedes af kristne, muslimer, j'der og hinduer. Som Datta Saab i Lahore.

Ved den jødiske nytårshøjtid rosh ha-shana i 2009 besluttede han sig for ikke længere at skjule sin jødiske baggrund. Han var for alvor blevet træt af den udbredte antijødiske og antiisraelske retorik i Pakistan.

Spørgsmålet er, om hans sag også vil gøre det lettere for pakistanske muslimer at konvertere til kristendom i fremtiden?

»Ja, det tror jeg,« skriver han. »Mange kristne er fanget med muslimsk identitet i Pakistan. Jeg har hørt om enkelte tilfælde, hvor NADRA har givet tilladelse til at skifte religion. Ligesom i min sag,« skriver han.

Siden 2014 er hans sag blevet behandlet af de pakistanske myndigheder. Ifølge Fishel Benkhald selv, og den pakistanske avis The Express Tribune, accepterede de pakistanske myndigheder at lade Fishel Benkhald vælge sin religion via en skriftlig udveksling i februar og marts 2017.

»NADRA plejer at afvise den slags anmodninger, især når det gælder muslimer, der ønsker at skifte religion. Det skyldes den meget følsomme religiøse atmosfære i landet,« skriver The Express Tribune.

»Jeg har ikke modtaget mit ID-kort fra NADRA endnu. Men Pakistan udvikler sig, hvad angår civile rettigheder, også selvom det er med spæde skridt,« skriver Fishel Benkhald.

Hans kamp for at få myndighedernes ret til at være jøde, handler også om at få de pakistanske myndigheder til at udvise en større respekt for pakistanske jøders historie. Fishel Benkhald har taget initiativ til at renovere Mewah Shah gravpladsen i Karachi, hvor medlemmer af det jødiske samfund ligger begravet.

Hans næste mål er at vinde pakistanske muslimers empati for at få renoveret den jødiske gravplads i Karachi. Og når det er gjort, vil han forsøge at få myndighedernes tilladelse til at bygge en synagoge.

Den tidligere synagoge i Karachi blev ødelagt i 1988 som led i et byggeprojekt. Ved begyndelsen af det 20. århundrede boede der omkring 1000-2000 jøder i Karachi. Mange af dem emigrerede til Israel efter statens oprettelse i 1948.