Nyhedsanalyse: Med en stor valgdeltagelse og en klar vinder ved weekendens parlamentsvalg i Pakistan er der omsider et spinkelt håb om bedre tider i det ellers håbløse land.

Omkring 60 procent af vælgerne mødte ifølge den pakistanske valgkommission frem ved valgurnerne, og det er et højt antal i et land, hvor politikerleden og mistilliden til demokratiet ifølge en ny, stor meningsmåling ellers er meget udbredt. Hele 60 procent valgte at trodse truslerne fra landets militante islamister, der næsten dagligt spreder død og ødelæggelse. Da pakistanerne sammensatte deres parlament i 2008, var fremmødet kun 44 procent.

Vinderen denne gang blev Nawaz Sharif og hans parti PML-N, der står til at kunne samle et flertal med støtte fra uafhængige kandidater – altså uden om de politiske hovedmodstandere i de to partier, der ifølge pakistanske medier kommer ind på anden- og tredjepladsen.

I går havde optællingen af stemmerne indtil videre givet Nawaz Sharif og hans parti mindst 100 pladser. Ifølge nogle analytikere bliver det måske til omkring 130 pladser i et parlament, hvor der kræves 137 for at samle et flertal. Det flertal ventes Nawaz Sharif altså at kunne sikre sig gennem aftaler med uafhængige og/eller mindre partier. Det er en bet for Pakistans Folkeparti (PPP), der var ledet af den blandt mange vælgere folkekære og karismatiske Benazir Bhutto, indtil hun blev snigmyrdet i 2007. PPP vandt parlamentsvalget i 2008 – blandt andet på en bølge af sympati med afdøde Benazir Bhutto – men regeringen, der har været en samlingsregering med støtte fra blandt andre Nawaz Sharif og hans folk, har været ineffektiv og til tider helt handlingslammet.

Vil flytte problemerne

Weekendens valg var også en nedtur for den tidligere superpopulære sportsstjerne, Imran Khan og hans parti PTI (Movement for Justice Party). Imran Khan og hans folk var spået et rigtigt godt valg, fordi PTI under valgkampen synes at have haft godt fat i Pakistans mange unge vælgere på grund af løfterne om forandring og en effektiv kamp mod den omfattende korruption. Måske er det skuffelsen over resultatet, måske er det mere end det – i hvert fald har Imran Khan klaget over uregelmæssigheder under valget.

Tilbage står der dog en – om ikke andet så teoretisk – mulighed for en effektiv regering, der kan tage hånd om Pakistans mange og presserende problemer – såsom en økonomi, der er nær kollaps, en udbredt fattigdom, en skyhøj arbejdsløshed, mangel på energi og en deraf afledt sporadisk elforsyning, islamistisk ekstremisme og terrorisme.

Jo, der er rigeligt at gå i gang med, og det haster med løsninger, hvis vælgerne ikke endnu en gang skal få bekræftet, at politikerne er korrupte og ude af stand til at regere Pakistan. Og at landets fremtid ser lysere ud, hvis det – igen, igen – regeres af militærets folk og/eller de islamiske partier, der ligesom ved valget i 2008 også denne gang synes at klare sig dårligt.

Kan Nawaz Sharif så levere varen – ikke blot til glæde for pakistanerne, men også til glæde for de andre lande i regionen? Herunder ikke mindst nabolandene Indien og Afghanistan, hvor pakistanerne har stor indflydelse på, om udviklingen kan stabiliseres, så Danmark og de andre NATO-lande næste år kan trække kamptropperne hjem uden at efterlade et land på randen af et blodigt kaos?

Med hensyn til det sidste – Afghanistan – er der dyb skepsis blandt Afghanistans politiske og militære analytikere.

»Sharif vil forsøge at overføre al Pakistans ustabilitet til Afghanistan,« som analytikeren Jawed Kohestani siger til Tolo TV.

Korrupt og inkompetent

At dømme efter Nawaz Sharifs to tidligere perioder som Pakistans regeringsleder er udsigten til en succes på hjemmebanen heller ikke for god. Sharif og hans centrum-højreorienterede parti har aldrig for alvor haft held med at sørge for den tilstrækkelige økonomiske fremdrift og politiske stabilitet.

I slutningen af 1990erne, da han senest var premierminister, var Sharif mest af alt optaget af at stække alle og enhver, der udfordrede hans autoritet. Han gik til angreb på andre af Pakistans demokratiske institutioner, herunder højesteret, og forsøgte i et opgør med oppositionen i parlamentet at få vedtaget en forfatningsændring, der ville have givet ham mulighed for at indføre den islamiske lovgivning sharia.

Som premierminister kom Sharif også på kant med militæret, der svarede igen ved at tage magten fra ham i 1999.

Kuppet fik mange pakistanere til at ånde lettede op, fordi de anså Sharif som korrupt, inkompetent og magtbegærlig, men nu har de så givet ham en ny chance blandt andet på et valgløfte om, at Sharif vil gøre Pakistan til »et respektabelt land.« Han har også lovet flere store vej- og jernbaneprojekter helt på linje med det, der var hans mest synlige fingeraftryk, da han senest var regeringsleder.

Stabilitet giver nyt håb

Med hensyn til den omfattende militante islamisme i Pakistan, er Sharif ikke helt nem at afkode. Nogle af kandidaterne på hans partiliste er kendt for deres sympati med religiøs ekstremisme, men det er blot taktik, anfører Sharifs tilhængere. Den efter alt at dømme kommende regeringschef har i sine taler under valgkampen også lagt op til, at Pakistan skal indstille støtten til den USA-anførte »krig mod terrorisme,« ligesom han antyder, at han foretrækker forhandlinger med den pakistanske Taleban-bevægelse, der nu i et årti med terror og anden asymmetrisk krigsførelse har forsøgt at komme demokratiet til livs.

Det er indtil nu ikke lykkedes, og faktisk markerede weekendens valg, at det nu for første gang i Pakistans historie er lykkedes en folkevalgt regering at sidde hele valgperioden uden at blive kuppet. Og alene det faktum giver mange pakistanere nyt håb.