Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
PAKISTAN: Pakistans tidligere præsident, Pervez Musharraf, er blevet arresteret igen. Det sker, dagen efter den tidligere hærchef og diktator fik stillet i udsigt, at han kunne forlade sin husarrest og rejse fra Pakistan. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Onsdag lød meldingen, at han efter at have betalt en kaution på, hvad der svarer til flere millioner kroner, kunne løslades og flyve til Dubai, hvor han var i eksil, indtil han overraskende vendte tilbage til Pakistan i marts.
Men torsdag blev han så igen arresteret i en ny sag, hvor han anklages for at være personligt ansvarlig for mere end 100 menneskers død, da han beordrede kommandostyrker til at storme Den Røde Moské i hovedstaden Islamabad i 2007.
Politiinspektør Mohammed Rizwan oplyste ifølge Reuters torsdag, at Pervez Musharraf er blevet anklaget, men ikke formelt sigtet i den nye sag.
Pervez Musharraf tog magten ved et militærkup i 1999, men måtte forlade landet i 2008 efter mordet på sin politiske rival, Benazir Bhutto, året forinden. Hendes parti vandt efterfølgende parlamentsvalget.
Eksdiktatoren vendte tilbage til Pakistan tidligere på året i håbet om at komme til at spille en rolle i parlamentsvalget, men i stedet for en storslået modtagelse klappede håndjernene om Musharraf, der blev anklaget for meddelagtighed i mordet på Benazir Bhutto.
Iagttagere både i og udenfor Pakistan var lamslåede over Pervez Musharrafs manglende situationsfornemmelse og beslutning om at vende tilbage. Hans fortid som hærchef så ikke ud til at hjælpe ham, selv om der er lang tradition i Pakistan for, at højtstående militærpersoner er urørlige, selv efter de er gået af.