PAKISTAN: Den øverste leder af den pakistanske Talebanbevægelse, Hakimullah Mehsud, blev fredag dræbt under et angreb med et førerløst amerikansk fly, en såkaldt drone.

Ifølge Reuters, der citerer kilder hos pakistansk militær, efterretningsvæsen og ikke mindst militante, blev Hakimullah Mehsud dræbt under et angreb i det svært tilgængelige og lovløse Waziristans nordlige del.

»Vi kan bekræfte, at Hakimullah Mehsud blev dræbt i et droneangreb,« siger en fremtrædende embedsmand til Reuters.

Hakimullah Mehsud er flere gange blevet meldt dræbt, men med de mange samstemmende kilder, synes det denne gang at være mere sandsynligt.

Ifølge AFP gennemførte USA et droneangreb mod en bebyggelse, hvor Taleban holdt til, og dræbte fire, herunder endnu et højtstående medlem.

BNB