Pakistan vil udvise to millioner afghanske flygtninge

Pakistan lader afghanske flygtninge blive i to måneder endnu. Herefter skal de sendes tilbage til hjemlandet.

En afghansk flygtningepige bærer sin bror i en flygtningelejr i udkanten af Islamabad i Pakistan. Officielt er der 1,4 million afghanske flygtninge i Pakistan ifølge UNHCR. Men uofficielt kan der være op mod 2,5 million. Scanpix/Aamir Qureshi Fold sammen
Læs mere

Islamabad. Pakistan vil sende op mod 2,5 million afghanske flygtninge tilbage til Afghanistan inde for to måneder.

Oprindeligt ville Pakistan udvise de afghanske flygtninge inden for de kommende 30 dage. Men fristen er forlænget med yderligere 30 dage.

Onsdag havde Pakistans ministerium for grænseregioner, der håndterer flygtningene, ellers foreslået at øge fristen med fem måneder.

Men dette afviste regeringens ledelse samme aften.

De fleste afghanske flygtninge i Pakistan flygtede fra hjemlandet, da Sovjetunionen invaderede Afghanistan i 1979. Mange af de udviste afghanere er efterkommere af flygtningene fra 1979.

I mange år har afghanerne, der flygtede fra den sovjetiske invasion, fået langtidsforlænget deres ophold med op til et år af gangen.

Men spændinger mellem de to lande samt et pres på Pakistan fra USA har gjort, at hjemsendelserne nu tager fart.

Pakistan har været under pres fra USA for at hindre, at militante afghanere bruger pakistansk territorie til at planlægge angreb mod amerikanske soldater i Afghanistan.

FN's Flygtningehøjkommisariat, UNHCR, udtaler sig ikke direkte om beslutningen om at sende de afghanske flygtninge tilbage inden for to måneder. Men organisationens repræsentant i Afghanistan, Fathiaa Abdalla, understreger vigtigheden af, at det sker på en frivillig, gradvis og værdig måde.

»Det vil sætte pres på den humanitære støtte, og det vil mere eller mindre blive en nødsituation. Det vil ikke være godt for landet, og det vil ikke være godt for personerne selv,« siger Fathiaa Abdalla.

I 2016 vendte 400.000 flygtninge hjem under pres fra Pakistan.