Venezuelas løfte om at løslade et betydeligt antal politiske fanger skrider langsommere frem, end flere havde håbet på, og hundredvis af familier venter på, at deres fængslede pårørende bliver løsladt.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

Ud af de mere end 800 personer, der anses for at være vilkårligt fængslet af politiske årsager, havde regeringen ifølge den venezuelanske menneskerettighedsgruppe Foro Penal mandag eftermiddag løsladt 49.

Ifølge CNN har venezuelanske myndigheder hævdet, at 116 personer er blevet løsladt. De har dog ikke oplyst identiteten på de løsladte, ligesom de ikke har fortalt, hvilke fængsler de skal være blevet løsladt fra.

Torsdag fortalte den venezuelanske parlamentsleder, Jorge Rodríguez, at man ville løslade "et betydeligt antal" fanger som en fredsgestus over for USA.

Det skal blandt andet gælde venezuelanske oppositionspolitikere.

Meldingen kom, efter at USA havde gennemført en større militæraktion, hvor præsident Nicolas Maduro blev taget til fange. Han befinder sig i USA, hvor han vil blive retsforfulgt for blandt andet narkokriminalitet.

Ifølge Venezuelas regering sker løsladelserne som del af en gennemgang af sager, der var blevet påbegyndt af Maduro på frivillig vis, og som nu fortsætter under den fungerende præsident Delcy Rodriguez.

En undersøgelsesmission fra FN sagde ifølge CNN mandag, at den bød meldingen om løsladelser velkommen, men at antallet er utilstrækkeligt i forhold til Venezuelas menneskerettighedsmæssige forpligtelser.

Den opfordrede samtidig til det, den kaldte øjeblikkelige og betingelsesløse løsladelser af alle, der er blevet vilkårligt fængslet.

- Pårørende skal have klar og rettidig information om deres kæres skæbne, opholdssted og juridiske status, samt garanteret adgang til regelmæssige besøg, sagde undersøgelsesmissionen.

I de seneste dage har familiemedlemmer til fængslede personer slået lejr uden for fængsler, hvor de venter på nyt om deres pårørende, skriver CNN.

Flere af dem har ifølge mediet opfordret regeringen til at fremlægge beviser for, at de fængslede stadig er i live, ved eksempelvis at tillade videoopkald.

/ritzau/