På Twitter bliver der ført kampagne mod Hongkong: Nu slår sociale medier ned på Kinas disinformation

Statsejede medier må ikke længere annoncere på Twitter. Det har det sociale medie vedtaget efter at have fjernet knapt 1.000 kinesiske konti fra dets site. Kina har forsøgt at påvirke protesterne i Hongkong.

I 11 uger har indbyggere i Hongkong protesteret mod deres egen regering og Kinas indflydelse på den. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALASTAIR PIKE

Efter 11 ugers protester i Hongkong synes der kun at strømme flere demonstranter på gaden. Men Kina har i ugevis forsøgt at skabe splid imellem dem. Det er særlig tydeligt online.

Twitter har fjernet knapt 1.000 konti og suspenderet yderligere flere tusinde, som var knyttet til en kinesisk kampagne mod demonstranterne i Hongkong. Kampagnen var orkestreret af den kinesiske regering, skriver CNN.

936 profiler blev fjernet, mens 200.000 konti blev suspenderet. Profilerne blev brugt til at skrive om protestbevægelsen i Hongkong, som i flere opslag for eksempel blev sammenlignet med Islamisk Stat eller »kakerlakker.« De skrev på flere forskellige sprog, og nogle af profilerne syntes at henvende sig til et amerikansk publikum.

Flere af dem stod registreret som brugere i USA, selv om dette ikke var tilfældet.

»Skjult, manipulerende adfærd har ingen plads på vores tjeneste. Det går imod de fundamentale principper, som vores virksomhed er bygget på,« skrev Twitter i en pressemeddelelse mandag, som blev sendt ud sammen med Facebook.

Efter Twitter havde fundet og identificeret de mange profiler, der skulle fjernes og suspenderes, sørgede det sociale medie for at informere Facebook om fundet – og Facebook fandt herefter en række profiler, sider og grupper, som menes at have understøttet den kinesiske kampagne.

»Selv om folkene bag denne aktivitet forsøgte at skjule deres identiteter, fandt vi flere forbindelser til individer, som er associeret med den kinesiske regering,« har Nathaniel Gleicher, Facebooks sikkerhedschef, forklaret.

Men det er ikke alt. For i samme ombæring har Twitter vedtaget en ny politik, som skal gøre det umuligt for statsejede medier at annoncere på det sociale medie. Det betyder ikke, at statsejede medier – såsom China Daily – ikke længere kan tweete, men blot, at de fleste ikke vil se det, hvis de ikke følger mediet selv i forvejen.

»Vi tror på, at der er en forskel på at involvere sig i samtaler med konti, som man vælger at føle, og så det indhold, man ser fra annoncører på Twitter, som man måske ikke følger,« forklarer Twitter.

Twitter nævner ikke noget om, at det nye forbud mod annoncer fra statsejede medier skulle relatere sig specifikt til den kinesiske disinformationskampagne mod Hongkong. Men blandt andet Buzzfeed har tidligere skildret, hvordan kinesiske statsmedier på både Twitter og Facebook har købt annoncer, der satte protesterne i Hongkong i et dårligt lys.

Twitter melder desuden, at det sociale medie ikke længere vil tage imod penge fra statsejede medier.

I 11 uger har indbyggerne i Hongkong demonstreret mod deres regering og særligt Kinas indflydelse på den. Det startede med et lovforslag, som Hongkongs øverste leder, Carrie Lam, forsøgte at få vedtaget. Loven ville gøre det nemmere at udlevere borgere fra Hongkong til retsforfølgelse i Kina.