På Tenerife opdagede tandlægerne noget mærkeligt: Og pludselig vrimlede det med unge irere

Med en tandlægeaftale i kalenderen undslipper irere landets coronarestriktioner. Politiet kan intet stille op.

Cirka to tredjedele af de irere, som for tiden dukker op på Tenerife, har en aftale hos tandlæger og andre klinikker. I virkeligheden dukker de færreste dog op. Raman De La Rocha/EPA/Ritzau Scanpix

Det begyndte med, at tandlægerne på De Kanariske Øer opdagede noget besynderligt.

Pludselig fik de en del tidsbestillinger fra irske kunder – cirka 15 om dagen.

Men når det blev tid til, at irerne skulle have kigget på deres tænder, dukkede de aldrig op.

Nu viser det sig, at det hele er en fidus. Mange irere har tilsyneladende opdaget, at de kan snige sig uden om Irlands udrejseforbud ved at booke tandlægeaftaler i udlandet. Det skriver mediet Politico.

Da smittetallene pludselig steg voldsomt i Irland i december, indførte regeringen et forbud mod at rejse ud af landet – medmindre man kunne dokumentere, at man havde en god grund, eksempelvis en medicinsk årsag.

Tusindvis af irere har tilsyneladende brugt undtagelsen til at rejse på solferie. Det irske politi kan intet stille op, når de rejsende fremviser en tandlægeaftale på Tenerife, i Barcelona eller andre steder i udlandet.

En receptionist fra tandlægeklinikken Clinica Dental Tenerife Sur har fortalt til irsk radio, at størstedelen af de irere, som booker tider, er teenagere eller i 20erne.

Irlands immigrationsmyndigheder oplyser, at cirka to tredjedele af de rejsende til Tenerife fremviser dokumentation for, at de har en aftale hos en tandlæge eller andre medicinske klinikker. Mange rejser med en partner, hvilket er tilladt, hvis de følges med en »sårbar person, som behøver vigtig behandling«.

Landets politichef har truet med, at rejsende kan få store bøder eller i værste fald fængsel, hvis de snyder med tilladelserne – men betjentene i Dublin Airport siger, at de reelt intet kan stille op, når de rejsende viser dem en tidsbestilling.

Klinikken Clinica Dental Tenerife Sur er nu klar til at udlevere en liste over de irere, som aldrig er dukket op til aftalerne, til irsk politi, skriver avisen Irish Examiner.

Et andet problem er, at nogle af de solhungrende irere simpelthen bare vælger at tage bøden på 500 euro – som det koster at trodse udrejseforbuddet – og stige ombord på flyet alligevel. Politiet har ikke beføjelser til at forhindre dem i at stige ombord.

Regeringen planlægger nu at hæve bøden til 2.000 euro.

Selskabet Aer Lingus flyver til Tenerife to gange om ugen. Flyene er fuldt bookede langt ind i marts, skriver Politico.