På ni dage gik Zuckerberg på knæ for Trump. Sådan gik det til bag kulisserne

Med en nøje orkestreret kampagne forsøger Meta-stifter Mark Zuckerberg at tale Trumps kærlighedssprog. Meget tyder på, at der bliver lyttet.

Nogle tiltag har været undervejs i flere måneder. Andre i årevis.

Så da Mark Zuckerberg pludselig smed adskillige nyhedsbomber i en lind strøm lige efter hinanden, var det langtfra tilfældigt.

Snarere er der tilsyneladende tale om en velorkestreret kampagne, som skulle skabe maksimal, eksplosiv effekt – og vinde én mands opmærksomhed:

Donald Trumps.

Mediet Axios beskriver på baggrund af unavngivne kilder i Meta, som ejer Facebook, Instagram og WhatsApp, hvordan koncernen over en periode på ni dage metodisk har offentliggjort en række drastiske ændringer på sine sociale medieplatforme – og forsøgt at skabe så meget omtale som overhovedet muligt.

»Det er svært at bryde igennem i dette mediemiljø,« siger en kilde, som mener, at det »sender et signal«.

»Det her er at tale Trumps kærlighedssprog,« lyder det fra en anden.

Noget tyder på, at han har lyttet.

Ærkerepublikaner og tidligere George W. Bush-rådgiver Joel Kaplan er netop blevet forfremmet til chef for global politik. Tom Brenner/The New York Times/Ritzau Scanpix

Samlede lille kreds omkring sig

Da Mark Zuckerberg i november drog til Mar-a-Lago i Florida for at mødes med USAs kommende præsident, blev det set som et forsøg på at reparere et mildest talt anstrengt forhold.

Donald Trump har tidligere været ude med riven efter Meta for at stå i vejen for ytringsfriheden – og for at forsøge at censurere konservative synspunkter.

Ikke mindst efter Donald Trump selv blev bandlyst fra Metas platforme efter stormen mod Kongressen 6. januar 2021.

Det var efter Mar-a-Lago, at Zuckerberg besluttede, at retningslinjerne på Metas sociale medieplatforme skal ændres drastisk:

  • Restriktionerne for, hvordan brugere kan ytre sig om eksempelvis immigration, køn og seksualitet, skal lempes.

  • Samarbejdet med uafhængige faktatjekkere, som skulle modvirke misinformation og hadtale, skal stoppe, til en start i USA.

  • I stedet skeles der nu til Elon Musks sociale medie, X, hvor indhold modereres af såkaldte »community notes«, hvor brugere selv kan gå ind og pointere fejl i et opslag.

Processen har været helt ulig, hvad der er normalt i Meta, skriver The New York Times.

Typisk ville virksomheden inddrage både medarbejdere og omverdenen til at give sit besyv med. Denne gang samlede Zuckerberg et lille, håndplukket hold – og bad dem føre hans vision ud i livet i absolut hemmelighed.

Tirsdag denne uge blev Metas 72.000 ansatte bekendte med planen – sammen med resten af verden.

Ingen vil være boksebold

Få uger efter Mar-a-Lago-besøget donerede Meta en million dollar til Donald Trumps indsættelseskomité.

En indsættelseskomité, hvis indsamlede beløb ventes at slå alle hidtidige rekorder, inklusive Trumps egen på 107 millioner dollar i 2017.

Beløbet er på nuværende tidspunkt over 170 millioner dollar.

Meta er nemlig ikke alene med ønsket om at komme ind i varmen hos Trump. Store amerikanske virksomheder som Amazon, OpenAI, Google, Microsoft og Uber har også haft den store pung fremme.

Donationerne skal ses lige så meget som et defensivt træk, som det er en charmeoffensiv, siger Brendan Glavin, direktør for forskning i ngo'en OpenSecrets, som følger pengestrømmene i amerikansk politik, til CNBC:

»Ingen af dem har lyst til at være Trumps boksebold i fire år.«

Dana White, som her står side om side med Trump på valgnatten i november, er blevet bestyrelsesmedlem hos Meta. Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix

Sådan gjorde han

Ændrede retningslinjer og en milliondonation er langtfra de eneste skridt, Zuckerberg har taget for nylig.

Metas »skabelon« for at gøre sine hoser grønne hos Trump og MAGA-segmentet lyder ifølge Axios som følger:

  • Gør en mangeårig Trump-støtte – i dette tilfælde direktør for kampsportssuccessen Ultimate Fighting Championship Dana White – til bestyrelsesmedlem.

  • Forfrem virksomhedens mest fremtrædende republikaner – tidligere George W. Bush-rådgiver Joel Kaplan – til chef for global politik. Kaplan indtræder som efterfølger for den noget mere venstreorienterede Nick Clegg.

  • Annoncér de nye tiltag i et interview på den i manges øjne højreorienterede tv-kanal Fox News.

  • Kritisér præsident Joe Biden for at udøve censur i den ultrapopulære podcast »The Joe Rogan Experience«, hvis vært, Joe Rogan, er erklæret Trump-støtte.

Høster ros blandt Trump-støtter

Meget tyder på, at strategien virker. 

I hvert fald høstede Mark Zuckerberg og Meta ros, da Donald Trump tidligere denne uge afholdt et stort anlagt pressemøde fra netop Mar-a-Lago.

Her lød det fra den kommende præsident, at Meta var »nået langt«.

Den republikanske retsudvalgsformand Jim Jordan roser Zuckerberg for at »stoppe censuren« og tilføjer, at Google bør følge trop.

Der foregår en af to ting, siger den betroede Trump-rådgiver Alex Bruesewitz til Axios:

Enten erkender virksomheder, »at woke er en kræftsygdom« – eller også tilpasser de sig strategisk til det politiske klima, lyder analysen:

»Kun tiden vil vise, hvad der er den sande motivation.«