På kant med Europa

Grækenlands krise er ikke kun økonomisk men også eksistentiel. Forelsket i Vesten men forankret i sin orientale kulturarv har landet gennem århundreder kæmpet for at finde sin plads i Europa. Et græsk exit fra det europæiske fællesskab kan få fatale politiske følger.

Titusindvis af pensionister var på gaden i Athen i denne uge i protest mod bebudede stramninger af pensionsvilkårene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ATHEN: Apostolos ligner sit navn. Hans lange og krusede hvide hår synes at svæve omkring det furede ansigt som en glorie lyst op af aftensolens gyldne stråler, mens han vandrer gennem Athens gader i følgeskab med titusindvis af andre demonstrerende pensionister. Og også den 70-årige tidligere civilingeniør er en mand med en mission.

»Jeg er kommunist og vil være det indtil min sidste dag. Selvom jeg måske nok vil fortælle noget andet, når jeg engang skal ind i himlen,« siger Apostolos med et grin.

Hvorefter han kaster sig ud i en lang enetale om det græske pensionssystems fortræffeligheder, som EU og den kun i teorien venstreorienterede Syriza-regering nu i fællesskab vil bombe tilbage til stenalderen. Samt om kapitalismen, der dybest set er skyld i det hele og om nødvendigheden af proletariatets diktatur.

Men pludselig afbryder han sig selv:

»Som udlænding må du være ved at blive sindssyg af alle vores demonstrationer. Den ene dag går nogle på gaden for at støtte regeringen. Den næste møder nogle andre op for at støtte EU. Og nu kommer vi så her og protesterer mod dem begge. I nordeuropæere må jo tænke: Hvad vil de dér grækere egentlig?«

Apostolos har mildest talt ret, og ikke kun hvad angår de for øjeblikket nærmest daglige protester i Athen. Også den græske regerings handlemåde under de seneste uger og måneders stadig mere nervepirrende forhandlinger om landets gældskrise og fortsatte medlemskab af euroen har i Nordeuropa vakt undren hos de fleste og vrede blandt mange.

Eksempelvis brød IMFs franske chef Christine Lagarde for nylig med al diplomatisk comme il faut, da hun bad om at »få en voksen til stede« under forhandlingerne. Og på et mere generelt plan har også normalt moderate og afbalancerede meningsdannere raset over, hvad der opfattes som grækernes uberegnelige og svigefulde karakter.

Eksempler på, hvordan de trods landets afhængighed af europæisk hjælp fortsat går på pension, nærmest før de er født, er blevet fremført som beviser på deres uansvarlighed. Og adskillige har argumenteret for, at grækerne ikke hører til i det europæiske samarbejde; at de aldrig burde være lukket ind; og at vi måske dybest set var bedst tjent med at smide dem ud igen.

En løsning på problemerne, der paradoksalt nok også appellerer til stadig flere i Grækenland, hvor kreditorernes krav om austerity, eller nøjsomhedspolitik, opfattes som moderne slaveri: En nådesløs Sisyfos-opgave, der efter fem års redningsplaner kun har ført til, at en fjerdedel af landets BNP er forsvundet, mens den offentlige gæld til gengæld er vokset med 50 pct.

Så vidt, så godt – eller måske snarere dårligt. Men er det altsammen blot en konsekvens af den værste globale krise siden 1930erne? Eller har de økonomiske konjunkturer, som det fremføres fra begge sider, afsløret nogle mere grundlæggende modsætninger i forholdet mellem grækerne og de europæiske kernelande? Hører Grækenland overhovedet hjemme i Europa?

Da vi stiller spørgsmålet til Dimitris Charalambis, der er professor i demokratiforståelse ved Athens Nationale Universitet, falder svaret prompte:

»Europa er et græsk ord, ikke sandt? Og den europæiske civilisation hviler på tre høje: Golgata i det Hellige land, Capitolium i Rom og Akropolis i Athen. Det ville være vanvid at sige, at Grækenland ikke tilhører Europa. Men det er også rigtigt, at grækerne altid har haft problemer med at være en del af Europa,« siger han og kaster sig ud i en timelang enetale.

Mens eftermiddagen langsomt bliver til aften på en strandbar i det mondæne forstadskvarter Glyfada, blænder professoren op for en fascinerende tour de force gennem Grækenlands omtumlede og modsætningsfyldte historie spændt ud mellem Europa og Asien.

Nattetimer ved en kiosk i en forstad til Athen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

Udgangspunktet er det store skisma, der i 1054 deler kristendommen mellem katolikkerne i vest og de ortodokse i øst. Et brud, der ved det byzantinske riges fald 400 senere får patriarken i Konstantinopel til at foretrække de muslimske osmanners overherredømme frem for at bede om hjælp fra Paven i Rom.

Først efter yderligere små 400 år skifter orienteringen fra øst til vest, da Grækenland i 1820erne med britisk hjælp opnår uafhængighed. I hvert fald hos landets elite, der er optændt af den franske revolutions idealer, og som bygger en ny national identitet op på fortællingen om det gamle Athen som den europæiske civilisations vugge. Men samtidig kommer den ortodokse kirke med sin orientale tradition til at spille en rolle som kulturel reference og fællesnævner i det nye land.

»Det er herfra forestillingen om, at grækernes rigtige venner er de ortodokse trosbrødre i Rusland og på Balkan stammer. En idé, som i det 20. århundrede videreføres af kommunisterne, der deler kirkens modvilje mod vestlig liberalisme og ser kapitalisme og demokrati som to sider af samme negative sag,« forklarer Dimitris Charalambis og rekapitulerer:

»Der måtte i 1940erne er serie borgerkrige til for at afgøre om Grækenland tilhørte øst eller vest. De vestligt sindede vandt som bekendt, men ideen en »østlig« løsning er ikke død og lever i den aktuelle diskussion om euroen blandt andet videre i en fraktion af det nuværende regeringsparti.«

Det er ikke til at tage fejl af. Efterhånden som man nærmer sig ærkebiskoppens palads, afløses Plaka-kvarterets turistfælder og souvenirbutikker af ikonudsalg og gejstlige ekviperingsforretninger. Indenfor er der tyst, svalt og fyldt med farverig ornamentik, og selvom vi møder op uden at have en aftale, tager Fader Vasileios Havatzas venligt imod i sit kontor med udsigt til Akropolis.

Som leder af det sociale hjælpearbejde i hovedstadsregionen vil han egentlig helst fortælle om, hvordan kirken dagligt sørger for, at 20.000 får mad på bordet. De politiske spørgsmål, som er de fleste, er han ikke meget for at svare på.

»Om nøjsomhedspolitikken kan jeg kun sige, at den er meget hård, og måske betyder den, at nogle mennesker i vores samfund ikke bliver behandlet ordentligt. Men som Kristi kirke koncentrerer vi os om at lindre lidelserne i den forbindelse,« forklarer Fader Vasileios.

Grækernes religion adskiller dem naturligvis fra de fleste andre europæere. Men de har kristendommen til fælles med både katolikker og protestanter, betoner præsten og beder os finde svar på eventuelle yderligere spørgsmål om den side af sagen i en kronik, som ærkebiskoppen for nylig offentliggjorde i avisen Ekathimerini.

Leg og tilsyneladende ubekymrethed på en legeplads ved metrostationen Maroussi i en forstad til Athen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

»I en bugtning af historiens flod ligger to store sten. Det strømmende vand har gennem århundrederne formet dem så smukt, at vi følte, de var blevet forenet. Men nu er fortællingen fuld af uenighed, spændinger og brud; fuld af hårde ord og handlinger, der ikke eksisterer mellem medlemmerne af den samme familie,« skriver Ieronymos II og spørger »europæerne«, hvor meget grækerne skal lide, fordi de ikke har »adlydt tallenes diktat«.

Ærkebiskoppen af Athen, der også er den græske kirkes øverste leder, står ikke alene med sin poetiske antydning af, at den europæiske vision er ved at udvikle sig til et bogholderprojekt. Men det kan ikke hjælpe noget, mener Angelos Fragkopoulos. Der er ingen vej udenom om tallene.

»EU vil naturligvis have garanti for, at vi betaler vores lån tilbage. For pengene er jo ikke lavet på en maskine men stillet til rådighed af de europæiske skatteydere,« sige han.

Redaktøren for den lokale avis Attikos Paratiritis er blandt initiativtagerne til foreløbig to EU-venlige demonstrationer, der skal vise omverdenen, at ikke alle i Grækenland har tænkt sig at løbe fra deres ansvar. Også Fragkopoulos bruger billedet med den europæiske familie, men med den pointe at grækerne bør lære af deres slægtninge i den nordlige ende af kontinentet.

»Jeg kender Danmark godt, fordi flere af mine søskende har boet og stadig bor der. Og jeg er misundelig. Jeg vil også leve i et samfund som jeres. Men det kræver, at vi kommer i gang med at reformere den offentlig sektor og pensionssystemet, så tre millioner privatansatte ikke skal brødføde de resterende otte millioner indbyggere,« siger Angelos Fragkopoulos.

Det er den ene side af sagen, anfører han. Den anden er, at Grækenland uden støtte vil være prisgivet Tyrkiets forsøg på at svække og destabilisere.

Athen reportage. I den metropolitanske katedral i Athen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

»Vi har brug for Europas solidaritet, hvis vi vil undgå, at vores demokrati ender som en slags sydeuropæisk Cuba, der lever på tyrkernes nåde.«

Tilbage på strandbaren i Glyfada er også Dimitris Charalambis bekymret for det græske demokratis fremtid, hvis Grækenland ender med at forlade euroen og EU.

»I første omgang vil de økonomiske problemer overskygge alt. Vi vil miste yderligere 10-15 procent af vores BNP og store dele af befolkningen vil synke ned i dyb fattigdom. Men det værste bliver de politiske konsekvenser,« siger politologen og forsøger at tage brodden af sin »dommedagsprofeti« med et skævt smil.

»Dette land har lige siden sin uafhængighed forsøgt at være en del af Vesten, og fra 1960 har det været vores nationale projekt at deltage i den europæiske integration. Hvis vi må opgive det, vil folk spørge: Hvem fanden er vi, hvor er vi og hvor skal vi gå hen? Jeg tror, at svaret vil blive en eksplosion af nationalisme på både venstre og højrefløjen. Vi har før overlevet trusler under 1960erne og 1970ernes diktatur, men denne gang vil fascismen vokse frem indefra.«

Midt i menneskehavet på Syntagma-pladsen under en af de seneste dages utallige demonstrationer er garden ved den ukendte soldats grav ved at gennemføre sit blandt turister stærkt populære vagtskifte. Denne gang er det tilhængere af Syriza-regeringen, som har forsamlet sig uden for parlamentet. Men deres i udgangspunktet venstreorienterede ideer forhindrer ikke et bragende bifald, mens soldaterne gennemfører deres strækmarch i karakteristisk slow motion-tempo.

En af dem, som klapper mest energisk, er en midaldrende kvinde svøbt i det græske flag. Hun hedder Zoí, hvilket betyder liv, men krisen har frataget hende lysten til tilværelsen. Det er for at genfinde den, at hun har stemt på Syriza.

»Jeg håber, at forhandlingerne med EU ender med, at Grækenland forlader euroen. Det ville ikke hjælpe mig ud af fattigdommen, men jeg ville i det mindste genvinde mig stolthed over at være græker.«

En lokal græker ligger og tigger på Syntagma-pladsen i Athen, mens en anden hæver kontanter i hæveautomaten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

 

Fader Vasileios Havatzas. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

 

Udsigt til Akropolis i aftentimerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

 

Grækenland er i knæ, mens landet er på kant med Europa. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.