På flugt fra den russiske bjørn

Ramaz Toliashvili er som tusindvis af andre georgiere flygtet fra hus og hjem for at undgå de russiske bombardementer. Han har fået tag over hovedet i en flygtningelejr, men Ramaz frygter, at hans ejendom er blevet plyndret og brændt ned.

Foto: Reuters

Ramaz Toliashvili aner ikke, hvornår han kan vende tilbage til sit hus i byen Gori, som kun ligger knap 60 kilometer fra flygtningelejren her i Mtskheta – Georgiens gamle hovedstad i bakkedragene uden for den ny hovedstad Tbilisi. »Jeg forsøgte at komme til Gori her til morgen, men jeg blev standset af russiske soldater,« fortæller han i skyggen af et halvtag, hvor han hjælper med at registrere de godt 600 internt fordrevne, der indtil videre er ankommet til denne interimistiske flygtningelejr.

Den er stablet på benene af Røde Kors og består af syv store, armygrønne telte. Intet andet.

Plyndring og skyderi
Den 54-årige Ramaz Toliashvili, der passede sit arbejde som ingeniør i Gori, indtil Georgien og Rusland pludselig for seks dage siden var i krig, siger, at han har været i kontakt med en af sine bekendte, der er blevet i Gori.

»Han fortalte mig, at der plyndres og skydes i Gori. Flere huse er blevet stukket i brand.«

Hans oplysninger om plyndringer i Gori og nærtliggende landsbyer blev i går bekræftet af journalister, der befandt sig i området. De ansvarlige er angiveligt irregulære styrker fra Ossetien og Tjetjenien, der følger i sporet af de russiske kampvogne.

Ramaz Toliashvili valgte at flygte, inden de første bomber faldt over Gori.

»Jeg var i Gori, da russerne forsøgte at smadre en bro, og så besluttede jeg at flygte sydpå mod hovedstaden,« siger den 54-årige geogier med et ansigtsudtryk, der på en gang viser vrede og modløshed.

Hvem har skylden?
Som mange andre af flygtninge tror Ramaz Toliashvili ikke på den våbenhvile, som Rusland og Georgien på initiativ af det franske EU-formandskab sent tirsdag aften blev enige om.

»Jeg tror ikke på den russiske regering,« fastslår han.

Heller ikke Nana Lazarashvili har tillid til våbenhvilen.

»Russerne er meget brutale. Efter våbenhvilen har nogle af vore bekendte i krigszonen flere gange ringet og sagt, at de russiske styrker bliver ved med at dræbe,« siger den 36-årige georgiske kvinde fra landsbyen Nikozi nær Gori.

Hun flygtede, da bomberne begyndte at falde, og fik derfor intet andet med end sit pas og identitetskort. Alle landsbyens 200 familier tog flugten.

Mens det i hovedstaden Tblisi, hvor de russiske styrker er gået meget forsigtig til værks, er svært at finde en kritiker af Georgiens præsident, Mikhail Saakashvili, så er der mange af flygtningene, der mener, at præsidenten har et medansvar for Ruslands militære angreb.

»Man kan ikke bare give Rusland skylden. Saakashvili bærer også et ansvar. For hvis han ikke havde fået garantier fra USA og Europa om støtte, skulle han ikke have provokeret Rusland. Husk på, at Georgien er en militær dværg i forhold til Rusland,« siger Ramaz Toliashvili, mens flere af de flygtninge, der nu har samlet sig for at give deres mening til kende, nikker i enighed.

»Saakashvili (Georgiens præsident) sendte reservister uden kamperfaring frem i frontlinien i en krig med militær overmagt som den wrussiske,« siger Nana Lazarashvili, der understreger, at der ikke er problemer almindelige georgiere og russere imellem.

»Problemet er den georgiske og russiske regering. Men de skal sætte sig ned og forhandle.«

Det er ægteparret Lamara og Shota Gasparova dog ikke enige i.

»Krigen er Ruslands skyld. Det var den russiske regering, der begyndte,« siger de i munden på hinanden.

Ægteparret er flygtet fra landsbyen Kekhvi, der ligger inde i Sydossetien – den ene af de to omstridte områder af Georgien, som er årsag til konfrontationen med Rusland. Landsbyen beboes udelukkende af geogiere

»Der var 450 familier i landsbyen. Næsten alle er flygtet. Kun de syge, handicappede og de ældre blev tilbage, og vi har ingen oplysninger om, hvorvidt de er i live. Men vi har hørt, at en ældre kvinde har gravet sig et gemmested under sit hus,« siger de, mens de gør klar til endnu en nat i uvished i de store grønne telte.