Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
BEIJING: Kina bliver alt for ofte misforstået og sat i et dårligt lys i udlandet. Det mener den kinesiske ledelse, der udpeger manglende viden om Kina som den primære forklaring.
Løsningen er derfor mere oplysning om Kina til verdenssamfundet. De seneste år har landets største, statsejede medier brugt enorme summer på at sætte bureauer op i udlandet. Et væld af sprogversioner er kommet til og kinesiske eller udenlandske journalister ansat til at producere indhold til de mange nye TV-kanaler, aviser og hjemmesider.
Også de sociale medier er blevet en kampplads for Kinas globale imagekampagne. Og noget overraskende går det forrygende på den front. Selv om de kinesiske medier ikke er internationalt store og anerkendte navne som New York Times eller The Economist, vælter det ind med anerkendelse fra brugere på Facebook.
Det kinesiske svar på DR indtager to ud af de første tre pladser på listen over medier med flest likes – kun overgået af BBC. Lidt længere nede, på en femteplads, ligger Folkets Dagblad, der er Kommunistpartiets avis. Og deres popularitet vokser i et hurtigere tempo, end det er tilfældet for andre landes medier.
Mindre imponerende bliver det ikke af, at interessen ikke kommer fra Kina. De 700 millioner kinesiske internetbrugere kan ikke bruge Facebook, der er blokeret i Kina.
Så hvad er hemmeligheden bag de mange opadvendte tommelfingre? Erhvervsmediet Quartz satte sig for at se nærmere på tallene. I samarbejde med analysefirmaet Fanpage Karma startede Quartz med at undersøge, hvor den voksende fanskare har hjemme.
Resultatet viste, at størstedelen af de positive tilkendegivelser kom fra Indien, Pakistan, Indonesien, Filippinerne og Myanmar/Burma. Alle lande, der er kendt for at have mange af de såkaldte klikfarme, der mod betaling skaffer tilhængere, likes eller delinger af indhold på sociale medier som Facebook. Så måske er de kinesiske medier slet ikke så godt kørende på de sociale medieplatforme, som tallene viser.
Det er f.eks. besynderligt, at Folkets Dagblad har 1,2 millioner fans i Myanmar, hvor det samlede antal Facebook-brugere er 7,1 million. Avisens opdateringer består hovedsageligt af nyheder på engelsk samt dyre- og naturbilleder fra Kina. Folkets Dagblad har været på Facebook siden 2011, men rundede først 1.000 likes to år senere. Året efter begyndte der at komme fart i fanklubben. Fra 2014 er antallet af likes steget fra en million til 18,7 millioner i går.
De asiatiske klikfarme er ikke noget nyt fænomen og har længe bekymret Facebook. Det er hverken godt for brugerne eller annoncørerne, hvis en virksomhed eller organisation snyder med sin popularitet.
Facebook har flere automatiske algoritmer, der overvåger den slags unormal aktivitet. Men at tage et opgør med den kinesiske statspresse er næppe en situation, Facebook ønsker at havne i. Den amerikanske tech-gigant har længe forsøgt at overbevise de kinesiske myndigheder om at ophæve blokaden i Kina.
Hverken Facebook eller de kinesiske medier har kommenteret, hvorvidt falske fans er en del af mediernes succeshistorie.