P.S. Når operafanatikere lugter blod

Køkultur er sjælden i Italien, men at gratis operabilletter kan bringe selv distingverede milaneseres blod i kog i en sådan grad, at de overdænger sagesløse udlændinge med skældsord, kom alligevel bag på dagens skribent.

Opera. Finkultur, klassisk smag, dyr rødvin og gode manerer.

Sådan troede jeg, det hang sammen; i hvert fald indtil for nylig. Det viste sig nemlig, at lugten af gratis operabilletter kan få selv distingverede ældre kvinder og velklædte unge mænd til at opføre sig som hyæner.

Milanos kommune havde i anledning af sommeren, valgt at uddele billetter til en række berømte operaer. Alle skulle opføres udendørs i gården til Milanos slot, og det var først til mølle-princippet. Da der kun var 300 billetter per forestilling og to per mand, organiserede jeg mig med to venner.

Vi havde brug for fire billetter til »kærlighedseliksiren« af Gaetano Donizetti, og planen var følgende: Min amerikanske ven og hans italienske kæreste stillede sig ind i køen fra morgenstunden.

Klokken halv ti kom jeg og erstattede amerikaneren, der skulle ind på kommunen og modtage italiensk statsborgerskab cirka samme tid, som billetlugerne blev åbnet. Når billetterne blev uddelt, stod vi således to mennesker parat.

DA JEG KOM lidt over ni mandag morgen, stod de to ganske rigtig parat få meter foran døren, der førte ind til billetlugen. Bag dem stod flere hundrede personer, og flere og flere kom til.

Da jeg nærmede mig, begyndte de skulende blikke. Allerede dér burde jeg have forstået, at det var livsfarligt at fortsætte.

Da jeg trådte ind i menneskemængden, blev blikkene afløst af hvæsen. Mine to venner i køen forklarede vores situation, men det gjorde kun situationen værre.

»I prøver at snyde,« sagde en dame med tunge guldøreringe og bobbet hår.

»Om bag i køen; tænk hvis vi alle gjorde som jer,« sagde en ældre kvinde i en spraglet top, der lænede sig op ad muren.

Folk omkring os begyndte at skubbe, mens bemærkningerne tog til:

»Idioter!«

»Fuskere, gå med jer,« lød det, og det blev efterhånden svært at bestemme, hvor råbene kom fra.

Min ven ledte febrilsk i sine lommer efter beviset på, at han inden længe skulle op på kommunen for at blive italiensk statsborger.

»Jeg går lige om lidt, vi snupper ikke noget fra jer,« sagde han, men lige lidt hjalp det.

»Hvis ikke I går, så stikker jeg billetterne op i r.... på dig,« sagde en ung fyr med mørke solbriller og elegante lærredsbukser.

Alt i mens lod han højre pegefinger glide fra øjet ned over kinden, hvilket er det italienske håndtegn for en snyder.

SOM ENHVER skandinavisk diplomat prøvede jeg at vende ryggen til og opfordre de andre til at gøre det samme, mens en byge af ukvemsord ramte min ryg. Den unge fyr førte an i råbekoret.

Klokken kvart i ti smuttede amerikaneren, da han skulle ind på kommunen og skrive under på, at han nu var italiensk statsborger. Hans kæreste opgav kampen for billetterne og tog med.

Skældsordene blev til flere mumlende undskyldninger, mens damen med de tunge guldøreringe forsvarede sig.

»Der er så mange snydere. Det er da ikke min skyld,« sagde hun.

Da dørene blev åbnet, og køen begyndte at slange sig ind til det bord, hvor to mennesker delte billetterne ud, stod den samme dame pludselig foran mig. KØKULTUR ER SJÆLDEN i Italien, og operaelskernes mistanke var derfor forståelig. Da jeg vendte ryggen til fornærmelserne, så jeg for eksempel en ældre dame gemt bag overdimensionerede solbriller vandre langs køen og pludselig hoppe ind, som om det var det mest naturlige i verden. Da tilråbene nåede hende, udbrød hun forbavset:

»Uuuuuuuuuuuuuuuundskyld. Jeg troede, at køen begyndte her.«

Eller to mænd, der havde fundet en bagdør til billetkontoret og sneg sig ind, mens jeg kvitterede for de to billetter, der havde kostet blod, sved og skældsord.

»Ahhhh, man skal stå i kø for at få billetter,« sagde den ene, der lod som om han ikke havde set den 20 meter lange slange, der vred sig fra billetkontoret og ud på pladsen.

Det overraskende var derfor ikke protesterne fra operaelskerne, men skældsordene.

GODT NOK ER MILANOS operafanatikere kendt for at dyrke deres passion med liv og sjæl. At buhe og pifte, når sangerne ikke rammer tonerne med den helt rigtige renhed eller kraft. Ligesom en af verdens største tenorer Roberto Alagna blev piftet ud af byens operahus La Scala, da han ikke sang Celeste Aida tilfredsstillende under en storslået opførelse af Verdis Aida.

Alligevel havde jeg ikke forventet de vulgære bemærkninger. For nylig boede jeg blandt mafiosi, narkobaroner og småkriminelle nær Napoli. Her blev jeg beskyldt for at være udsendt fra politiet eller FN, men de voldsomste skældsord, jeg endnu har mødt i Italien, dem stod operafanatikerne for.