P.S.: Burmesiske bryster

Forretningsmænd og lastbilchauffører på gennemrejse gør stop i grænsebyen Ruili mellem Kina og Myanmar for at drikke sig fulde og købe billig sex. Berlingske Tidendes udsendte og hendes to kvindelige rejsefæller mødte en burmeser, der især ville snakke om bryster.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere

Ruili er ikke noget rart sted. Lad mig starte med at slå det fast. Det eneste positive, der er at sige om den boomende grænseby i den sydvestlige del af Kina på grænsen til Myanmar (Burma) er, at man kan få friskpresset juice af alverdens eksotiske frugter og grøntsager for 2,50 krone per glas. Og så er der billig fodmassage på hvert eneste gadehjørne. Troede jeg i hvert fald.

Det går hurtigt op for mig, at grænsen mellem massage og prostitution er hårfin i denne by. Det er ikke som andre steder i Kina, hvor der trods alt er forskel på lyset i de massagebarer, der også tilbyder andre services for de mandlige kunder.

Jeg bliver mistænksom, da jeg låner toilettet, før min amerikanske journalistveninde og jeg sætter os i lænestolen for at prøve en burmesisk fodmassage. Målet er selvfølgelig at komme i snak med de burmesiske piger, som vi håber kan fortælle lidt om deres hjemland.

Oven på det forholdsvis pæne sted med lænestole, store vinduer og masser af lys åbner sig en helt ny verden i form af en lang gang med små rum med dobbeltsenge og en masse sminkede piger i lårkorte skørter.

Er der overhovedet noget sted i denne by, som ikke emmer af købesex? Det er deprimerende at blive ved med at opleve, at byens lettere polerede overflade er som et sminket lig. At størstedelen af de mange forretningsmænd og lastbilschauffører, som er på gennemfart i grænsebyen, tilsyneladende kun har to mål med deres overnatning i Ruili. At drikke sig fulde og købe noget billig sex.

NÆSTE AFTEN møder vi en smilende og imødekommende handelsmand, der ligesom de fleste andre burmesiske mænd er klædt i skjorte, sarong og sandaler. Efter at have afsluttet dagens handler med reservedele til biler og motorcykler, spørger han, om det er okay, at han sætter sig ved vores bord på truckercaféen i Ruili, hvor vi har placeret os strategisk for at holde øje med chaufførernes gøren og laden.

Målet med turen til grænsebyen er nemlig at undersøge, hvordan AIDS-epidemien vælter ind over grænsen fra Myanmar og spreder sig til alle afkroge af Kina med de mange migrantarbejdere, som rejser fra sted til sted for at søge arbejde.

»My country inside have no freedom,« siger han på sit lidt bagvendte engelsk. Som om han ved, at vi er journalister, der meget gerne vil høre om situationen for det burmesiske folk. Og han fortsætter sin næsten bestilte enetale: »Great General Than Shwe so bad. So bad,« siger han og bliver ved med at gentage »so bad, so bad«.

Han spørger, om vi kender den verdenskendte oppositionsleder Daw Aung San Suu Kyi, som sidder i husarrest. Vi nikker, og han vender tommelfingeren op.

Vi er på bølgelængde. Nu varer det ikke længe, før vi kan begynde at spørge ham om den AIDS-epidemi, som ifølge AIDS-eksperter hærger hans hjemland, alt imens den forties af militærdiktaturet. For ikke at tale om den uhæmmede heroineksport, som landets ledere står for, og som også er delvist skyld i AIDS-smitten i området.

Han ser helt forkert ud i hovedet, da vi nævner de to ord AIDS og heroin.

»My country inside no have drugs. My country inside no have AIDS,« siger han med lav stemme og ryster fornægtende på hovedet.

DEREFTER SKIFTER HAN pludseligt samtaleemne og personlighed.

»Mine venner er meget bange for dig. De er bange, fordi du er så fed,« siger han til min amerikanske veninde, som absolut ikke er fed, men blot lidt storbarmet og godt i stand.

Han kaster sit hoved tilbage og griner hysterisk, mens han retter blikket mod den kvindelige britiske fotograf, som er klædt i en lidt nedringet hørskjorte.

»Sådan går kvinderne ikke rundt i Burma,« siger han og peger med sin pegefinger på hendes kavalergang.

Så er det blevet min tur til at stå model til hans uforbeholdne mening.

»Dine bryster har samme størrelse som kvindernes i Burma,« siger han veltilfreds.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal svare, så jeg griner bare. Det er vel en dårlig vane, jeg har lært af asiaterne, som altid griner, når de ikke ved, hvad de ellers skal stille op.

Vi den fede, den nedringede og de burmesiske bryster skynder os at drikke vores Burma Beer og siger pænt farvel og tak for hvad ved vi ikke.

Her har vi siddet og drukket burmesisk øl og snakket om Great General Than Shwe og den manglende frihed for det burmesiske folk, og så begynder idioten at snakke om bryster.

Måske er den lille spinkle sarongklædte mand blevet fuld af den liter øl, han har drukket i sommervarmen. Måske blev samtalen for alvorlig, eller også brød han sig bare ikke om vores spørgsmål. Hans opførsel er under alle omstændigheder bizar, bliver vi enige om.

Som om det ikke er nok, at en fuld kinesisk mand tidligere på aftenen forsøgte at købe fotografen og mig for 1.000 RMB (ca. 700 kr.) per styk, da vi sad og snakkede med de burmesiske ludere i »Hong Deng Qu«, som betyder »Red Light District« på kinesisk.