Det er blevet solgt som en »epokegørende« aftale om minimumsskat.

Men i virkeligheden kommer en aftale om en global minimumsskat til selskaber – som G7-landene lørdag er nået til enighed om – ikke til at gøre nogen mærkbar forskel.

Det mener generalsekretær i Oxfam Ibis Kristian Wejse.

Oxfam Ibis er en global sammenslutning af organisationer, der arbejder for at bekæmpe fattigdom.

Målet med aftalen er, at alle virksomheder i alle lande skal betale mindst 15 procent i selskabsskat.

»I vores øjne er det et lavt niveau. Reelt siger man, at den selskabsskat, der er i lande som Irland, Schweiz og Singapore, skal være standarden eller i hvert fald bundniveauet.«

»Det ligger væsentligt under gennemsnittet i verden som helhed og i Europa og Nordamerika. Så det betyder, at man accepterer, at man fremover opkræver væsentligt mindre i selskabsskat, end man gør i dag,« siger Kristian Wejse.

Han understreger, at det er positivt, at G7-landene overhovedet er nået til enighed om en minimumsgrænse for selskabsskat.

»At der endelig er en global aftale kan gøre, at de allerværste skattely får sværere ved at eksistere. Omvendt kan nogle af de lande, der i dag har højere selskabsskattesatser, føle, at de bliver presset eller tvunget til at sænke deres,« siger Kristian Wejse.

Aftalen har dog ingen konkret betydning, medmindre den vedtages af G20-landene, som kommer til at drøfte den ved et topmøde i juli.

Ifølge Kristian Wejse vil G20 – som består af de tyve største økonomier i verden – dog som regel følge anbefalinger fra G7.

/ritzau/