Oversættelse af pressemeddelelsen fra det russiske forsvarsministeriums officielle repræsentant Igor Konasjenkov

Historien viser os, at udbredelsen af den slags kan vise sig som en prolog for reelle handlinger. Fold sammen
Læs mere
Foto: YURI KOCHETKOV
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Fremtrædende vestlige medier har offentliggjort lækkede oplysninger om drøftelser i det Hvide Hus om mulig brug af raketter og luftangreb mod de syriske styrkers positioner.

Historien viser os, at udbredelsen af den slags kan vise sig som en prolog for reelle handlinger.

Særlig bekymring vækker informationen om, at disse provokationer er iværksat af CIA og Pentagon, der allerede i september lod deres præsident forstå, at det angivelig er muligt at styre oprørerne fra »oppositionen« og som nu presser på for »kinetiske« scenarier (kamphandlinger, red.) i Syrien.

Jeg vil anbefale kollegerne i Washington at tænke nøje over følgerne af at gøre alvor af disse planer.

I dag har den syriske hær effektive antiluftskyts-systemer S-200, BUK (russisk og sovjetisk antiluftsskyts, red.) m.fl., hvis tekniske tilstand er blevet udbedret det seneste år.

Derudover minder jeg de amerikanske »strateger« om, at luftrummet over de russisk militærbaser i Khmeimim og Tartus dækkes af antiluftskyts af typen S-400 og S-300, hvis operationradius kan blive en overraskelse for alle ikke-genkendte flyvende objekter.

Man bør indse, at artilleristerne på de russiske antiluftskyts-systemer næppe har tid til via den »direkte linje« (etableret komminikationslinje, red.) at klarlægge den præcise bane for en raket og dem, der har affyret den. Og alle amatørers illusioner om »usynlige« fly vil stå over for en skuffende virkelighed.

Og til sidst og vigtigst: I dag arbejder de fleste russiske officerer fra Centret for forsoning mellem de stridende parter på landjorden, hvor de uddeler humanitær hjælp og gennemfører forhandlinger med ledere af byer og af væbnede grupper i flertallet af de syriske provinser. Takket være dem er 732 byer og hundrede tusinder af syrere vendt hjem til et fredeligt liv.

Derfor udgør alle raket- og missilangreb på territorium, der kontrolleres af den syriske regering, en klar trussel mod russiske tropper.

Og endelig henleder jeg brushovedernes opmærksomhed på, at vi efter koalitionens flyangreb 17. september i Deir ez-Zor har taget alle nødvendige forholdsregler for at udelukke den slags »fejl« i forhold til russiske tropper og militære objekter i Syrien.«

Oversat af Simon Kruse, Berlingskes korrespondent i Rusland, og Anna Libak, Berlingskes udlandsredaktør