Overhuset er i strid modvind efter krav om god champagne

Politikere og meningsdannere kræver vidtgående reformer af det britiske House of Lords, hvor livstidsudpegede medlemmer tilsyneladende ikke har megen forståelse for de hårde sparetider.

House of Lords, det britiske overhus, er et af de få tilbageværende steder i verden, hvor man kan bære en hermelinskåbe uden at stikke ud. Arkivfoto: Oli Scarff Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Det britiske overhus er en sjov størrelse, men på det seneste har en del kritikere påpeget, at der egentlig ikke er så meget at grine ad.

Den tilbagevendende diskussion er blusset op igen efter offentliggjorte historier om, at de adelige modsætter sig en besparende sammenlægning af deres spisesteder med de folkevalgtes af frygt for champagnekvaliteten. Avisartikler om, at nogle medlemmer lige er inde at vende nogle minutter for at få fat på den daglige fremmødediæt på næsten 3.000 kroner, og at der kan spores et mønster i udpegningen af nye medlemmer fra rundhåndede donationer til de enkelte partier har også hjulpet til.

House of Lords er et af verdens få tilbageværende steder, hvor man kan bære en hermelinskåbe uden at stikke ud. Ud over det er det også den konkrete politiske overbygning på Underhuset, hvor den britiske, folkevalgte regering med visse begrænsninger kan få lovtekster afvist af en broget forsamling med sporadisk fremmøde fra folk med arvede adelstitler og livstidsudpeget position.

Næste år fejrer briterne 800-årsjubilæet for »Magna Carta«-teksten, der jævnligt får akademikere og politikere i London og omegn til at referere til England og Storbritannien som det moderne demokratis fader.

Stoltheden er forståelig, for teksten har spillet en ikke uvæsentlig rolle i det, der i århundreder både konkret og i overført betydning har givet vægt til det første ord i »Great Britain«.

Måske er tiden bare inde til at lære lidt af andres ideer og udvikling af demokratiet. Den tanke har både kommentatorer i borgerligt sindede aviser og politikere på den anden side luftet, og nu hedder det sig endda, at en stemme på Labour eller de skotske nationalister ved det kommende valg vil være en stemme for dramatiske ændringer i Overhuset frem mod en folkevalgt, senatslignende overbygning, som man kender det i eksempelvis USA og Frankrig med stærkt varierende grad af konkret, politisk indflydelse.

En anakronisme i et demokrati

En ny models form kan man diskutere, men selv nogle af Overhusets egne medlemmer må tænke, at den nuværende institution »er en pinlig anakronisme baseret på privilegier og økonomisk støtte«, mener kommentatoren Janice Turner i The Times. Hun erklærer at kende nogle af medlemmerne ret godt som »vidunderlige mennesker med exceptionelle egenskaber«.

Overhuset passer bare overhovedet ikke ind i et samfund med moderne demokratiske værdier, fastslår Turner. Jack Straw, den tidligere indenrigs- og udenrigsminister og det nuværende menige medlem af Underhuset, sagde det ikke direkte, men han var ved at tabe underkæben forleden under en høring om parlamentets administration:

»Er det sandt? Er det noget, du fandt på?« lød det, da en tidligere ansat sagde, at et forslag om en sammenlægning af restaurantdriften var blevet kasseret af et udvalg i Overhuset, fordi »the lords frygtede, at champagnens kvalitet ikke ville blive så god i en fælles restaurant«.

En talsmand for Overhuset har senere kaldt udsagnet »unøjagtigt«, men en lang række af skadefro kritikere har påpeget, at Storbritannien i øjeblikket er underlagt voldsomme spareplaner, og at fattige briter strømmer til steder med humanitær uddeling af mad. Overhusets restauranter modtager samtidig offentlig støtte på mere end 12 millioner kroner årligt og serverer særdeles rigelige mængder af de franske dråber.

Der var yderligere næring til fordommene – eller mistanken – da en konservativ baronesse under en debat om fattige briter sagde, at »de ikke ved, hvordan man laver mad«, og at de, som hun selv gør det, bør spise nærende havregrød til nogle få pennies om morgenen og ikke det sukkerstads, som de fattige ifølge baronessen i stedet køber i dyre domme.

Der er indledt en politiefterforskning af det påståede misbrug af Overhusets diætordning, men sammenhængen mellem udpegninger til titel, eftertragtede restauranter og mulighed for at bære hermelinskåbe og så donorers partistøtte hænger fortsat i luften. Ifølge britiske medier gav 11 kandidater tilsammen mere end 130 millioner kroner i støtte til diverse partier, inden de blev udpeget til den eksklusive plads for livstid.

Trægt reformtempo

Den tidligere Labour-regering gennemførte ved årtusindeskiftet omfattende reformer af Overhuset, så kun 92 arvede titler fastholdt retten til fremmøde, mens resten bliver udpeget politisk. Men trods den nuværende regerings erklærede intentioner om at mere end halvere antallet af medlemmer er der kun blevet flere og nu næsten 800 til at udfylde de omkring 280 fysiske pladser. Det gør House of Lords til verdens største parlamentariske forsamling efter den kinesiske folkekongres.

Dog er der i år åbnet for, at medlemmer selv kan trække sig, og at man kan blive fjernet fra Overhuset, hvis man aldrig viser sig eller modtager en fængselsdom på mere end et år. Yderligere reformer kan have lange udsigter. Selv om den trængte Labour-leder, Ed Miliband, nu har udtalt et valgløfte om at introducere et folkevalgt senat med repræsentanter fra »Skotland, Wales, Nordirland og de engelske regioner«, er det langtfra sikkert, at det sker, selv hvis Labours Miliband skulle erobre premierministerposten.

Liberaldemokraterne, de konservatives nuværende regeringspartner, tog for fire år siden del i magten med en tilsvarende intention, men kom ingen vegne. Skotten Alex Salmond stiller op til næste valg og har netop sagt, at hans SNP-parti gerne vil være med til at reformere Overhuset. Men fokus er måske et andet sted, efter at det kun er fire måneder siden, at Salmond i spidsen for SNP prøvede at rykke Skotland helt løs fra Storbritannien. Et perspektiv der måske også har skabt rystelser ved bordene i Westminsters fine, lukkede restauranter med de tykke gulvtæpper ved tanken om mulig forringelse af kvaliteten af whisky.