Overfaldet dansk aktivist: Har set det mange gange

Et slag i ansigtet med en riffel på en ung dansker i de besatte palæstinensiske områder har vakt voldsom opsigt i Israel og ført til suspendering af en højtstående officer. Samtidig er der stor kritik af håndteringen af aktivisters ankomst ved en såkaldt fly-in happening.

Grab fra videoen nederst i artiklen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Den 20-årige Andreas fra Århus er omdrejningspunktet i en sag om israelske soldaters vold mod aktivister, der omtales overalt i de israelske medier og øjeblikkelig førte til reaktioner og fordømmelser fra allerhøjeste niveau i Israel.

 - Jeg har det fint. Jeg kom på hospitalet og blev syet med to sting i underlæben, siger den unge dansker, der opholder sig på Vestbredden i forbindelse med solidaritetsarbejde for ISM, International Solidarity Movement. En video lagt ud på YouTube og gengivet i en række israelske medier viser, hvordan han går hen mod en gruppe bevæbnede israelske soldater.

På videoen står han passivt og betragter en ophidset israelsk officer, der så får øje på danskeren og uden varsel med begge hænder banker sin M-16 automatriffel direkte op i ansigtet på ham.

 - Lige i momentet var det selvfølgelig overraskende at blive slået ned med et maskingevær, men jeg har set den form for opførsel mange gange. Jeg ved, at israelsk militær ikke accepterer nogen form for palæstinensisk samling eller aktivitet, der kan virke truende. Men det handler om, at palæstinensere vælger at cykle gennem palæstinensisk område i Palæstina, og det kan den israelske besættelsesmagt ikke tolerere, siger Andreas.

Sagen udstiller ifølge ISMs internationale koordinator i området »den hverdag palæstinensere lever med daglig, mens det nu bliver vist i medierne, fordi det går ud over en europæer«.

En opfattelse, der deles af den danske aktivist:

 - Det har jeg set mange gange og mange steder, men det har måske ikke været så tydeligt, som man her kan se det på video. Den her form for vold, som jeg har været udsat for, og som de to kvinder, der også blev såret, var udsat for, er for ingenting overhovedet at regne mod den vold, som palæstinenserne udsættes for hver dag i Jordan-dalen. Huse bliver revet ned, vandressourcer bliver kontrolleret af israelsk militær, og folk lever i dyb fattigdom på grund af besættelsen. Et slag i hovedet kommer man over efter en to tre dage.

Fra israelsk officielt hold gør man generelt meget ud af at understrege, at militæret på Vestbredden handler ud fra fastlagte regler underlagt juridisk kontrol, samt at Israel har »verdens mest moralske hær«. Bekymringen over, at videoen rokker ved det billede, blev tydeliggjort af, at både militærets ledelse og premierminister Benjamin Netanyahu reagerede øjeblikkelig efter filmoptagelsen dukkede op.

Netanyahu udtalte søndag nat i en erklæring gengivet i blandt andet avisen Jerusalem Post, at »denne opførsel er ikke karakteristisk for IDF-officerer og soldater og hører ikke hjemme hverken i IDF eller i Israel«. En talsmand for hæren siger, at det er »en alvorlig begivenhed«, og hærledelsen har beordret en gennemgribende undersøgelse af både selve begivenheden, og hvad der gik forud. Den næstkommanderende for Jordandals Brigaden med rang af oberstløjtnant, som slog danskeren, er ifølge israelske medier blevet suspenderet for tjeneste.

Optrinnet fandt sted lørdag, hvor den palæstinensiske ungdomsorganisation Sharek havde arrangeret en cykeltur for at nyde »Palæstinas smukke forår« men underforstået med klare politiske budskaber. Den danske aktivist fortæller, at han deltog i turen sammen med omkring 150 palæstinensere og 10 internationale aktivister.

Da de nåede frem til Jordan-dalen blev de stoppet af israelsk militær, der har fuld civil og militær kontrol med dalen ligesom den øvrige del af det såkaldte Område C, der udgør omkring 60 procent af Vestbredden. Derefter fandt en længere diskussion sted. Oberstløjtnanten siger til websitet Ynews, at han »ikke skulle have slynget sit våben på den måde«, men at videoen er »30 sekunder fra en to timers begivenhed«.

Officeren hævder, at aktivisterne gik til angreb med kæppe, der forårsagede, at han selv brækkede en finger og fik en større kvæstelse omkring håndleddet. På videoen ser de israelske soldater bevæbnet med automatrifler ud til at have fuld kontrol med situationen, mens de foretager flere anholdelser og tager en cykel fra aktivisterne.

Der er også offentliggjort et billede af yderligere en aktivist, som tilsyneladende er ved at blive slået med en soldats våben. Aktivisterne forholder sig passivt, mens nogle skælder ud på soldaterne. Da oberstløjtnanten med begge hænder kraftfuldt slynger sin riffel i hovedet på danskeren, er der ikke tegn på, at han hæmmes af hverken skader på finger eller håndled.

 - Det varede mellem en halv og en hel time, men der er ikke redigeret i den sekvens, der er lagt ud. Enhver kan se videoen og selv dømme, hvem der er den aggresive part, siger Andreas, der klart afviser, at aktivisterne har været voldelige.

»Det er en lodret løgn. Hvis det var tilfældet, ville aktivisterne være anholdt og bag lås og slå. Jeg så ikke en eneste aktivist, der forsøgte at angribe soldaterne.«

Hverken Andreas eller ISMs internationale koordinator ønsker at stå frem med fuldt navn. De vil ikke løbe risikoen for at komme på de israelske sikkerhedstjenesters »sorte lister« og derved i fremtiden risikere ikke at kunne komme igennem den isralske toldkontrol – den eneste adgang til den besatte Vestbred.

At dét ikke er ren paranoia blev eksemplificeret i weekenden, hvor i hundredvis af tilrejsende blev forhindret i at komme frem til Betlehem og deltage »Velkommen til Palæstina«-kampagnen. Omkring 1.200 blev klassificeret som pro-palæstinensiske aktivister og forhindret indrejse.

Avisen Haaretz påpeger, at lidt under halvdelen af dem blev afvist uden konkrete beviser på, at de havde forbindelser til begivenheden, og at såvel israelske statsborgere, en hollandsk direktør for et medicinalfirma med millioninvesteringer i Israel samt et fransk diplomat-ægtepar blev udpeget som aktivister. Ifølge avisen er omkring 20 luftfartselskaber, heriblandt Lufthansa, Air France og Easyjet, blevet truet med sanktioner, hvis de ikke allerede inden afrejsen annullerede udpegede passagerers billetter.

Flere israelske kommentatorer tager sig i dag til hovedet over »overreaktionen« og spørger, hvordan aktivister kan udgøre en sikkerhedsrisiko, fordi de ville demonstrere fredeligt for en »tostatsløsning«, som også Netanyahu har erklæret, at han går ind for, og når aktivisterne ovenikøbet fastslog, at de ikke havde ønske om at komme ind i Israel men gerne ville køres i busser til Betlehem på Vestbredden. To store diplomatiske PR-fadæser lyder dommen eskempelvis i Haaretz om weekendens begivenheder i lufthavnen og i Jordan-dalen.

Det er samtidig ifølge ISM-aktivisterne og israelske menneskerets organisationer en del af et mønster i myndighedernes og Netanyahu-regeringens stadig mere uforsonlige linje i den palæstinensiske konflikt.

 - Nu må vi vente og se, hvad det betyder, at de vil efterforske begivenheden. Vi har får set en hurtig reaktion, når noget kommer i nyhederne, men efter et stykke tid fortsætter alt som hidtil, siger ISMs internationale koordinator.