USA's militær angreb natten til lørdag lokal tid Venezuelas hovedstad, Caracas, og flere provinser.
Samtidig blev Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, og hans hustru taget til fange og fløjet ud af landet, oplyste USA's præsident, Donald Trump, på sit eget sociale medie, Truth Social.
Flere verdensledere har reageret på angrebet. Læs nogle af reaktionerne her.
* Argentinas præsident, Javier Milei, der er Trumps nærmeste allierede i regionen, har forud for angrebet kritiseret Maduro og lagt videoer og udtalelser op på det sociale medie X, der taler for angrebet.
* Australien opfordrer alle parter til at understøtte dialog og diplomati for at sikre stabilitet i regionen og forhindre en eskalation, siger landets premierminister, Anthony Albanese, i en udtalelse.
- Vi bakker fortsat op om international lov og en fredelig, demokratisk overgang i Venezuela, der afspejler det venezuelanske folks vilje, siger han.
* Brasiliens venstreorienterede præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, fordømmer angrebene på Venezuela, skriver han i en udtalelse.
- Bombardementerne på Venezuelas territorium og tilfangetagelsen af dets præsident overskrider på uacceptabel vis en grænse, siger han.
* Chiles nyvalgte præsident, Jose Antonio Kast, der kom til magten ved at love at slå ned på migration og kriminalitet, skriver i et opslag på X, at Maduros anholdelse er gode nyheder for regionen.
- Nu begynder en større opgave: Regeringerne i Latinamerika skal sikre, at hele regimets apparat opgiver magten og stilles til ansvar, siger Kast, der bliver taget i ed 11. marts.
Chiles afgående præsident, Gabriel Boric, fordømmer angrebet.
* Colombias venstreorienterede præsident, Gustavo Petro, har udtalt den kraftigste fordømmelse af angrebet i et opslag på X. Petro har før skændtes offentligt med Trump og er også blevet truet af den amerikanske præsident.
- Den colombianske regering afviser aggressionen mod Venezuelas og Latinamerikas suverænitet, lyder det.
* Cuba, der er tæt allieret med Venezuela, fordømmer det, som landet kalder for "statslig terrorisme mod det modige venezuelanske folk".
På et pressemøde med Trump lørdag sagde USA's udenrigsminister, Marco Rubio, at "hvis jeg boede i Havana, og jeg var i regering, ville jeg være bare en smule bekymret".
* Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), skrev lørdag aften i en kort udtalelse på X, at regeringen følger situationen i Venezuela nøje.
- Nu er det tid til deeskalering. International lov skal respekteres, skrev hun.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) kaldte i en kort skriftlig kommentar lørdag aften udviklingen for voldsom.
- Jeg forventer, at FN's Sikkerhedsråd vil træde hurtigt sammen for at drøfte situationen - vi skal tilbage på sporet hen imod deeskalering og dialog, skrev han.
* Ecuadors højreorienterede præsident, Daniel Noboa, siger i et opslag på X, at venezuelanere, der er imod Maduro og hans forgænger Hugo Chávez, har en allieret i Ecuador.
- Tiden vil komme til alle de kriminelle narko-chavistaer. Deres struktur vil endelig kollapse på tværs af kontinentet.
* EU's udenrigschef, Kaja Kallas, skrev lørdag på det sociale medie X, at hun havde talt med USA's udenrigsminister, Marco Rubiom, om situationen.
- EU har gentagne gange fastslået, at Maduro mangler legitimitet, og har støttet en fredelig overdragelse. I alle tilfælde skal principperne i international lov og FN's charter respekteres. Vi opfordrer til tilbageholdenhed, skrev Kallas.
* FN's generalsekretær, Antonio Guterres, er "dybt alarmeret" over det amerikanske angreb, siger han via en talsmand.
Det lyder videre fra Guterres, at angrebet kan "danne en farlig præcedens", men det uddybes ikke yderligere.
* Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, skriver i et opslag på X, at det venezuelanske folk kun kan glæde sig, efter at det er blevet fri for det, han betegner som Maduros diktatur.
- Det kommende magtskifte skal foregå fredeligt, demokratisk og med respekt over for det venezuelanske folks vilje. Vi ønsker, at præsident Edmundo González Urrutia, der blev valgt i 2024, hurtigt kan sikre denne overgang, skriver Macron.
* Iran fordømmer "på det kraftigste det amerikanske militærangreb på Venezuela og en åbenlys krænkelse af landets nationale suverænitet og territoriale integritet".
Videre opfordrer Irans regering FN's Sikkerhedsråd til at stoppe det, som Iran betegner som en ulovlig aggression.
* Israel har rost USA for aktionen og udtrykt, at USA handler som "leder af den frie verden".
* Italiens premierminister, Giorgia Meloni, udtrykker i en udtalelse støtte til den amerikanske aktion i Venezuela.
Hun kalder militærhandlingen for "legitim" og "defensiv".
* Kinas regering udtaler, at landet er "dybt chokeret og fordømmer kraftigt USA's åbenlyse magtanvendelse mod en suveræn stat og dets handlinger mod dens præsident".
* Mexicos venstreorienterede regering "fordømmer og afviser kraftigt de militære handlinger, der i de seneste timer er udført ensidigt af USA's væbnede styrker" mod Venezuela, lyder det fra udenrigsministeriet i en udtalelse.
Landets præsident, Claudia Sheinbaum, har desuden fordømt det, hun kalder en "indgriben".
* New Zealand er bekymret over situationen og overvåger aktivt udviklingen, siger landets udenrigsminister, Winston Peters, i en udtalelse.
- New Zealand står sammen med det venezuelanske folk i deres stræben efter en retfærdig, demokratisk og blomstrende fremtid.
* Rusland fordømte angrebet midt på dagen lørdag.
- Sådanne handlinger, hvis de rent faktisk har fundet sted, udgør en uacceptabel krænkelse af en uafhængig stats suverænitet, skrev landets udenrigsministerium i en udtalelse.
* Spaniens udenrigsministerium opfordrer til beherskelse og til, at FN's charter bliver overholdt.
- I den forbindelse er Spanien villig til at stille sine tjenester til rådighed for at opnå en fredelig og forhandlet løsning på den aktuelle krise, skriver det spanske udenrigsministerium i en udtalelse.
* Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, udtrykker i et opslag på X sin opbakning til international lov.
- Storbritannien har længe støttet et magtskifte i Venezuela. Vi betragtede Maduro som en illegitim præsident, og vi fældede ingen tårer over afslutningen på hans regime, skriver han.
* Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, skriver i en udtalelse på X, at det venezuelanske folk er blevet "befriet fra Maduros diktatur".
- Sverige har længe påpeget, at Maduro mangler demokratisk legitimitet - ikke mindst efter valgsvindelen i 2024.
- Men alle stater har også et ansvar for at respektere og handle i overensstemmelse med international lov. Det er også en langsigtet sikkerhedspolitisk interesse for Sverige, skriver han.
* Tysklands kansler, Friedrich Merz, siger i en udtalelse, at Maduro har "ført sit land mod ruin", men at den amerikanske handling er "juridisk kompleks".
* Ukraine, der er afhængig af amerikansk støtte i sin krig mod Rusland, kommer i en skriftlig udtalelse ikke ind på, om det er lovligt, at USA bruger militær magt mod et meget mindre land som Venezuela.
Udenrigsminister Andrij Sybiga fokuserer i stedet på Maduros manglende legitimitet som præsident og den venezuelanske regerings undertrykkelse af befolkningen. Han støtter "demokrati, menneskerettigheder og venezuelanske interesser", siger han.
Kilder: AFP, Reuters, X.
/ritzau/
