USA's præsident, Donald Trump, holdt natten til onsdag sin tale til nationen, den såkaldte "State of the Union"-tale.

I talen til Kongressen sagde den 79-årige republikaner, at USA er tilbage og er større, bedre, rigere og stærkere end nogensinde før.

Flere amerikanske medier, deriblandt CNN og NBC, nævner, at flere af Trumps påstande i talen faktuelt kan bestrides.

Her er en række nedslagspunkter fra talen, der varede omkring 1 time og 50 minutter. Dermed var den ifølge flere medier den længste "State of the Union"-tale i historien.

* ØKONOMI:

Amerikansk økonomi "brøler" som aldrig før, sagde Trump. Præsidenten hævdede i sin tale, at inflationen i de seneste 12 måneder er faldet til det laveste niveau i fem år. Han henviste til flere specifikke dagligvarer og sagde, at prisen på æg eksempelvis er faldet med 60 procent. Også prisen for receptpligtige lægemidler i USA er gået fra de højeste til de laveste i verden, lød det. Aktiemarkedet har sat 53 rekorder, siden Trump blev valgt, sagde han.

* TOLD:

Trump kaldte sidste uges højesteretsdom for "meget ulykkelig". Han sagde, at USA's handelspartnere ønsker at fastholde de handelsaftaler, som de har indgået, fordi de ved, at han som præsident har magt til at lave nye aftaler, der er meget værre for dem.

* KRIGE:

Trump tog æren for at have afsluttet otte krige. Han remsede alle op en efter en; Cambodja og Thailand, Pakistan og Indien (hvor Trump sagde, at konflikten ville være endt i en atomkrig), Kosovo og Serbien, Israel og Iran, Egypten og Etiopien, Armenien og Asarbajdsjan, Congo og Rwanda samt krigen i Gaza. Trump sagde, at krigen i Ukraine aldrig var gået i gang, hvis han havde været amerikansk præsident, da den brød ud i februar 2022.

* IRAN:

Styret i Iran blev betegnet som forfærdelige folk, der ifølge præsidenten har skudt eller hængt 32.000 demonstranter. Iran har desuden udviklet missiler, der kan true Europa og ramme amerikanske militærbaser i udlandet. Styret arbejder desuden på at udvikle missiler, der snart kan nå USA, sagde han. Trump kom også ind på, at USA og Iran aktuelt forhandler om en atomaftale, men han har endnu ikke hørt ordene "vi vil aldrig få et atomvåben" fra Iran. Trump slog samtidig fast, at han aldrig vil tillade, at Iran får atomvåben.

* NATO:

Trump betegnede medlemmerne i Nato-alliancen som venner og allierede. Han fortalte, at medlemmerne nu betaler fem procent af deres respektive bnp i stedet for to procent. Og at alt det militære isenkram, som USA i dag sender til Ukraine, bliver betalt.

* KORRUPTION:

Vicepræsident J.D. Vance står i spidsen for en indsats mod svindel, som Trump kaldte "War on Fraud". Trump henviste til delstaten Minnesota og sagde, at somaliere har plyndret delstaten. Han omtalte somalierne som pirater. Trump, der også nævnte problemer i delstaterne California, Massachusetts og Maine, sagde, at svindlen koster amerikanske skatteborgere milliarder af dollar. Hvis man kan fange de kriminelle svindlere, vil statsbudgettet balancere, lød det.

* VÆLGER-ID:

Trump sagde, at han vil have Kongressen til at vedtage strenge nye love om vælgeridentifikation forud for midtvejsvalget i november. Alle vælgere skal vise vælger-ID, hvis det står til Trump. De skal også vise, at de er amerikanske statsborgere. Præsidenten mener, at der er udbredt snyd ved amerikanske valg.

* NARKOTIKA:

Stort set al udenlandsk narkotika, der kommer ind over USA's grænser med fly og skibe, er ifølge Trump stoppet. Trump roste indsatsen fra amerikansk militær og henviste blandt andet til tilfangetagelsen af Venezuelas præsident Nicolas Maduro i januar. USA's militær tog Maduro og hans hustru til fange og bragte dem til USA. De afventer en retssag for narkorelaterede forbrydelser. Maduro har nægtet sig skyldig. Trump nævnte også, at strømmen af fentanyl ind over USA's grænser er faldet med 56 procent på et år.

* OLIE:

Amerikansk olieproduktion har aldrig været større og er steget med 600.000 tænder om dagen, sagde Trump. Samtidig har USA modtaget 80 millioner tønder olie fra Venezuela, som Trump betegnede som USA's nye ven og partner. Præsidenten sagde, at han har holdt sit valgløfte om at bore mere og nævnte ordene "drill, baby, drill".

* ISHOCKEY:

Præsidenten hyldede USA's ishockeyspillere for at vinde olympisk guld hos kvinderne og herrerne ved vinter-OL i Italien. Han nævnte, at Connor Hellebuyck, der er målmand på det amerikanske herrehold, inden længe vil modtage præsidentens frihedsmedalje. Spillere fra herreholdet var til stede i Kongressen, hvor de modtog klapsalver.

KILDER: AFP, Reuters, AP, BBC og CNN.

/ritzau/