OVERBLIK: Sådan kan en demokratisk sejr påvirke USA's udenrigspolitik
Støtten til Ukraine og krigen i Iran er noget af det, der er på spil efter midtvejsvalget.

Støtten til Ukraine og krigen i Iran er noget af det, der er på spil efter midtvejsvalget.

Demokraterne kan efter midtvejsvalget fejre en overbevisende sejr både ved valget til Senatet og til Repræsentanternes Hus.
De endelige resultater er onsdag eftermiddag ikke offentliggjort, men ifølge amerikanske medier som CNN og AP og analyseinstituttet Decision Desk HQ er der ingen tvivl om, at Demokraterne bliver det langt største parti.
Læs her, hvilken betydning et demokratisk flertal i Kongressens to kamre kan få for USA's politik på flere udenrigspolitiske områder:
* Krigen i Iran:
Trump indhentede ikke Kongressens godkendelse, inden han indledte krigen mod Iran 28. februar 2026. Demokraterne i Kongressen har gentagne gange stemt for, at USA skal afslutte krigen, medmindre Trump indhenter Kongressens godkendelse til at fortsætte den.
Det har dog ikke fået Trump til at ændre kurs.
Hvis Demokraterne får flertal i Repræsentanternes Hus eller Senatet, kan de forsøge at begrænse bevillingerne til militæret for at presse Trump til at indhente Kongressens godkendelse til at fortsætte krigen.
De kan også kræve, at embedsfolk fra administrationen afgiver forklaring ved offentlige høringer om planerne for krigen.
* Krigen i Ukraine:
Trump har i vid udstrækning stoppet USA's direkte økonomiske og militære støtte til Ukraine på trods af bred opbakning til Ukraine hos både Demokraterne og Republikanerne i Kongressen. Desuden har han for nylig lempet sanktionerne mod russisk diesel og givet dispensation fra planlagte sanktioner på russisk energi.
Hvis Demokraterne får flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus, vil partiet få større mulighed for at fremsætte forslag om ny støtte til Ukraine. Med to tredjedeles flertal i begge kamre vil ny støtte til Ukraine kunne vedtages, selv om Trump skulle nedlægge veto imod det.
* Udgifter til militæret og udviklingsbistand:
Demokraterne er langt mere tilbøjelige end Trumps republikanere til at begrænse militærudgifterne. De har allerede blokeret et lovforslag om forsvarsbudgettet i Senatet, selv om de er i mindretal, fordi forslaget ikke kunne samle de 60 stemmer, der krævedes i Senatet for at komme videre.
Det er én ting at kunne blokere for et forslag og noget andet at kunne bestemme, hvilke lovforslag der bliver vedtaget. Med et flertal i Senatet og Repræsentanternes Hus får Demokraterne langt større kontrol over USA's udgifter til det amerikanske militær og støtte til andre lande.
Trump har tilbageholdt og annulleret milliarder af dollar i form af udviklingsbistand, som ellers var godkendt af Kongressen. Et demokratisk flertal i Kongressen vil give partiet bedre muligheder for at genoprette udviklingsbistand gennem ny lovgivning og lægge pres på administrationen for at bruge de penge, Kongressen har bevilliget.
Kilder: Reuters, Congress.gov.
RITZAU