Lørdag er det præcis 250 år siden, at USA's uafhængighedserklæring blev underskrevet, og de dengang 13 britiske kolonier i Nordamerika formelt løsrev sig fra Storbritannien og dannede det nye USA.

Her kan du se et udsnit af de begivenheder, som fejrer USA's 250-års jubilæum i dagene op til og på selve uafhængighedsdagen 4. juli.

* Washington D.C. - Great American State Fair: Flere end 150 udstillinger, der repræsenterer alle USA's 56 stater og territorier, udgør Great American State Fair, der hylder de mennesker, traditioner og den ånd, "der gør USA til den bedste nation på Jorden", som arrangøren, Freedom 250, skriver.

Udstillingerne findes på National Mall i Washington D.C fra 25. juni til 10. juli.

* Washington D.C. - Salute to America: Koncerter og flyshow er på programmet om eftermiddagen 4. juli på National Mall i Washington D.C. Om aftenen spiller et militærorkester, og der er taler.

Det hele sker under overskriften "Salute to America", og Freedom 250 står bag arrangementet.

Få dage inden 4. juli er listen over talere ikke offentliggjort.

Præsident Donald Trump har dog selv annonceret, at han kommer til at holde tale på National Mall under fejringen, som han beskriver som et "rally".

Et 40 minutter langt fyrværkerishow med 860.000 stykker fyrværkeri, der sendes op fra ti steder i byen, afslutter dagen.

* Washington D.C. - National Archives: Den originale udgave af uafhængighedserklæringen opbevares på det amerikanske rigsarkiv, National Archives. Her fejres 4. juli med oplæsning af uafhængighedserklæringen, mens skuespillere spiller præsident George Washington og hans hustru, Martha. Foregår på Constitution Avenue i Washington D.C.

* Philadelphia: Philadelphia i delstaten Pennsylvania er stedet, hvor USA's uafhængighedserklæring blev underskrevet 4. juli 1776.

Festivalen Wawa Welcome America (19. juni til 4. juli) markerer 250-året for uafhængigheden rundt om i Philadelphia. Der er koncerter, gratis adgang til byens museer, parader og seks dage med fyrværkeri på programmet.

* New York: New York var USA's første forbundshovedstad. Storbyen fejrer 250-året for USA's uafhængighed med en historisk stor flotille bestående af tall ships - store, traditionelle sejlskibe - og orlogsskibe fra mange lande.

Over 100 skibe deltager.

3. juli sejler en del af dem fra Long Island ad East River mod Brooklyn.

4. juli sejler størstedelen af skibene forbi Frihedsgudinden via Hudson River til George Washington Bridge. Samtidig ligger flådefartøjer fra mindst 22 lande for anker i Hudson River.

100 amerikanske og udenlandske militærfly flyver i formationer over vandet ud for New York og New Jersey 4. juli.

Uafhængighedsdagen bliver desuden fejret med det store fyrværkerishow Macy's om aftenen 4. juli. 100.000 gratis billetter er blevet udloddet til showet.

Endelig står Frankrig for et lysshow ved Frihedsgudinden, som blev skænket af netop Frankrig til USA i 1886.

* Los Angeles: Et show, hvor Queen Latifah, Chris Stapleton, The Smashing Pumpkins og Chaka Khan optræder, markerer 4. juli i Los Angeles i Californien.

Arrangøren er America250, som blev oprettet af Kongressen i 2016 for at planlægge markeringen af USA's 250-års jubilæum.

Men America250's arrangementer er skubbet i baggrunden, efter at Freedom 250 (oprettet af Det Hvide Hus under Trump) satte sig på den primære fejring i Washington D.C.

Kilder: Freedom 250, BBC, Truth Social, Visit Philadelphia, New Yorks bystyre, Sail4th250, New York Post, The Guardian, AFP, America250.

/ritzau/