Tirsdag udtalte Ruslands præsident, Vladimir Putin, at Rusland ikke ønsker, at der udbryder krig i Europa.
Det skete under en pressekonference med den tyske forbundskansler, Olaf Scholz.
Tidligere samme dag meddelte Rusland, at nogle af de russiske soldater, som befinder sig ved grænsen til Ukraine, bliver trukket tilbage til deres baser.
Putin stiller fortsat krav til den vestlige forsvarsalliance om Ruslands sikkerhed. Et af kravene lyder, at Nato ikke optager Ukraine som nyt medlem.
Læs mere om krisen mellem Rusland og Ukraine her:
* I 2014 invaderede og annekterede Rusland halvøen Krim fra Ukraine.
* Det skete, efter at den russiskstemte ukrainske præsident Viktor Janukovitj og hans regering blev væltet af europæisksindede ukrainere.
* Samtidig støttede Rusland prorussiske separatister, som gjorde oprør i det østlige Ukraine og udråbte Donetsk og Lugansk som folkerepublikker.
* Flere end 13.000 mennesker er dræbt under konflikten.
* På det seneste har Rusland mobiliseret en militærstyrke på flere end 100.000 soldater langs grænsen til Ukraine.
* Rusland har afvist, at soldaterne skal invadere. Det er kun selvforsvar, siger Moskva. Imens har Rusland krævet, at Nato garanterer, at forsvarsalliancen ikke udvider mod øst.
* Fredag udtalte den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at en »russisk invasion« af Ukraine kan blive indledt når som helst – også under vinter-OL.
* Samtidig med at Blinken fremsatte udtalelserne, opfordrede præsident Joe Biden amerikanere i Ukraine til øjeblikkeligt at forlade landet.
* Flere lande har siden fulgt efter. Det gælder også Danmark, som opfordrer alle danske statsborgere til at forlade Ukraine. Samme opfordring kom fredag fra Holland, Norge, Letland og Storbritannien.
* Nato har i flere år arbejdet for at knytte Ukraine og et andet af Ruslands nabolande, Georgien, tættere til alliancen. Der er dog ingen løfter om medlemskab.
* Undervejs har parterne løbende forhandlet i håb om at finde en løsning på konflikten. Det skete senest torsdag, hvor der dog ikke kom noget gennembrud.
* Tirsdag udtalte Vladimir Putin, at Rusland ikke ønsker krig i Europa. Samme dag lød en melding fra Rusland, at nogle af landets styrker omkring Ukraines grænser vil trække sig tilbage.
Kilder: Nyhedsbureauerne AFP og Reuters, Udenrigsministeriet.
/ritzau/