OVERBLIK: Rusland hackede præsidentvalget i USA

Putin står ifølge rapport bag et hidtil uset forsøg på at manipulere politik i USA. Senatet vil granske sagen.

Washington. Fredag annoncerede Senatets efterretningsudvalg, at det vil kulegrave sagen om russisk spionage under det amerikanske præsidentvalg.

Ifølge udvalget giver efterretningsrapporter om den russiske regerings indblanding i valget "grund til dyb bekymring".

Følgende er nogle af hovedpunkterne i en rapport fra flere amerikanske efterretningstjenester fremlagt 6. januar:

* Den russiske efterretningstjeneste GRU brugte mellemled som eksempelvis WikiLeaks, DCLeaks.com til at offentliggøre mails, der var blevet hacket fra Det Demokratiske Partis nationale komité (DNC) og flere topfolk i partiet.

* Offentliggørelsen førte til belastende mediedækning af Hillary Clinton under valgkampen.

* Rusland udførte cyberangreb mod både Demokraterne og Republikanerne. Det primære mål var dog at belaste Hillary Clinton, uanset om hun vandt valget eller ej.

* I rapporten antydes det, at Vladimir Putins motiv for angrebet var en personlig antipati over for Hillary Clinton.

* Det er Central Intelligence Agency (CIA), Federal Bureau of Investigation (FBI) og National Security Agency (NSA), der står bag rapporten.

Følgende er nogle af hovedpunkterne i en rapport fra en tidligere agent fra den britiske efterretningstjeneste MI6 gengivet i flere medier 10. januar:

* Rapporten er 35 sider lang og indeholder belastende - men ubekræftede - oplysninger om Donald Trumps forhold til Rusland.

* Russerne har forsøgt at påvirke Trump i mindst fem år ved blandt andet at tilbyde ham lukrative forretningsaftaler.

* Den russiske efterretningstjeneste har sikret sig kompromitterende materiale om den kommende præsident. Noget af materialet indholder særpræget seksuel karakter.

* Den russiske efterretningstjeneste FSB har udnyttet "Trumps personlige besættelser og seksuelle perversioner" til at sikre sig kompromitterende materiale, der kan bruges til afpresning.

* I 2013 boede Trump i præsidentsuiten på hotellet Ritz Carlton i Moskva. Angiveligt hyrede han her adskillige prostituerede, og det hele skulle være blevet fanget på video af kameraer skjult af den russiske efterretningstjeneste.

Kilder: Reuters og AFP

/ritzau/