OVERBLIK: Rusland hackede præsidentvalget i USA

Vladimir Putin står ifølge rapport bag et hidtil uset forsøg på at manipulere amerikansk politik.

Washington D.C.. Rusland forsøgte med præsident Vladimir Putin i spidsen at påvirke det amerikanske præsidentvalg til fordel for republikaneren Donald Trump.

Det er en af konklusionerne i den rapport fra flere amerikanske efterretningstjenester, der fredag blev fremlagt.

Ifølge rapporten stod russerne bag et hidtil uset forsøg på at manipulere amerikansk politik.

Følgende er nogle af hovedpunkterne i rapporten.

* Den russiske efterretningstjeneste GRU brugte mellemled som eksempelvis WikiLeaks, DCLeaks.com til at offentliggøre mail, der var blevet hacket fra Det Demokratiske Partis nationale komité (DNC) og flere topfolk i partiet.

* Offentliggørelsen førte til belastende mediedækning for Hillary Clinton under valgkampen.

* WikiLeaks' stifter, Julian Assange, har sagt, at han ikke har modtaget mail stjålet fra DNC fra en statslig myndighed. Han afviser dog ikke at have modtaget dem fra en tredje part.

* Der er ingen beviser for, at de russiske angreb har forsøgt at påvirke optællingen af stemmer ved præsidentvalget.

* Det er Central Intelligence Agency (CIA), Federal Bureau of Investigation (FBI) og National Security Agency (NSA), der står bag rapporten.

* Ifølge rapporten udførte Rusland cyberangreb både mod Demokraterne og Republikanerne.

* Det understreges dog i rapporten, at det primære mål var at belaste Hillary Clinton, uanset om hun vandt valget eller ej.

* I rapporten antydes det, at Vladimir Putins motiv for angrebet var en personlig antipati over for Hillary Clinton.

* Rapporten beskriver ikke, hvordan Rusland har videregivet oplysningerne til WikiLeaks og andre mellemled i affæren.

* Rapporten beskriver heller ikke, hvordan den amerikanske efterretningstjeneste har samlet bevismaterialet, der understøtter konklusionerne deri.

* Rapporten giver ingen vurdering af, i hvor høj grad de russiske angreb har haft indflydelse på det amerikanske præsidentvalg.

* Hverken den russiske ambassade i Washington eller Hillary Clinton har kommenteret indholdet i rapporten.

Kilde: Reuters

/ritzau/