Koblenz. Det vestlige Tyskland og Belgien har de seneste dage været ramt af enorme oversvømmelser efter voldsomt regnvejr.

Vandmasserne har krævet over 150 menneskeliv, ødelagt en lang række hjem og skabt mangel på rent drikkevand.

Få et overblik over, hvad der er sket, hvilke steder der er ramt, og hvad vandmasserne har medført, nedenfor.

* Hvad er der sket?

- Tidligere på ugen regnede det så voldsomt i særligt det vestlige Tyskland og Belgien, at det har skabt oversvømmelser. Nogle områder har på få dage fået det, der normalt svarer til to måneders nedbør.

- Eksempelvis er der i et område nær den belgiske by Liege målt 271 millimeter regn på 48 timer. Det er langt mere end det dobbelt af den normale nedbør i hele juli.

* Hvilke steder er ramt?

- Især områder i den vestlige del af Tyskland og Belgien er ramt af de massive vandmasser, der dog også har skabt problemer med blandt andet højere vandstand i Holland, Luxembourg og Schweiz.

- Mindst 153 er døde som følge af oversvømmelser. Lørdag morgen er der bekræftet 133 dødsfald i Tyskland og 20 i Belgien. Derudover er der mange, som savnes, og det frygtes, at dødstallene kan stige.

- Alene i distriktet Ahrweiler i den tyske delstat Rheinland-Pfalz er 90 personer bekræftet omkommet. Distriktet er blandt de områder, der er hårdest ramt i Europa.

- De hårdest ramte områder i Tyskland er delstaterne Nordrhein-Westfalen og delstaten Rheinland-Pfalz. I Belgien er det især området Vallonien, der er ramt.

* Hvad har oversvømmelserne ført til?

- Foruden de mindst 153 dødsfald er mange byer blevet ødelagt af vandet, der har totalsmadret både huse og hele områder.

- Mindst 200.000 huse i Tyskland er uden strøm, og der er store trafikale problemer på både vej- og jernbanenettet i de berørte områder.

- Der er også beretninger om mangel på rent drikkevand og andre forsyninger. Nogle steder er mobilnetværk brudt sammen.

- I Tyskland er 15.000 ansatte ved beredskab, politi og militær sat ind for at hjælpe i de hårdest ramte områder. I Belgien er militæret sat ind for at bistå med evakuering og redning i fire af landets ti provinser.

* Hvor alvorlige er oversvømmelserne i historisk perspektiv?

- Den belgiske premierminister, Alexander De Croo, har kaldt oversvømmelserne nogle af de værste i Belgiens historie. Han har udråbt 20. juli til national sørgedag.

- I Tyskland er der tale om den mest dødbringende naturkatastrofe siden en stor oversvømmelse i Nordsø-området i 1962. Dengang mistede 340 mennesker livet.

Kilder: Bild, AFP, Reuters, SWR, RTBF, Tysklands nationale vejrtjeneste (DWD), Udenrigsministeriet.

/ritzau/