Et par uger efter det britiske parlamentsvalg er de nye medlemmer onsdag officielt mødt på arbejde.

Her har kong Charles åbnet det nye parlament med en tale om den nye Labour-regerings politiske planer.

Her kan du i korte træk læse om nogle af regeringens visioner:

* Asyl- og migrationssystemet skal fornyes, og der skal oprettes en ny kommando, der har ansvaret for de britiske grænser.

* Sundhedsvæsnet skal styrkes, og ventetiderne skal nedbringes.

* Der skal fokus på forebyggelse blandt andet ved at hæve aldersgrænsen for køb af cigaretter og begrænse reklamer for fastfood, og psykisk sygdom skal prioriteres ligeså højt som fysisk sygdom.

* Byplanlægningen skal reformeres, og der skal fart på opførelsen af nye boliger på tværs af landet.

* Lejere skal have flere rettigheder og mere beskyttelse.

* Der skal ansættes 6500 ekstra lærere. Det skal finansieres ved at fjerne en afgiftsundtagelse, som gælder for privatskolegebyrer.

* Jernbaneselskaber skal overgå til offentligt ejerskab, og lokale ejere skal have mulighed for at overtage busdriften i de britiske lokalområder.

* En ny offentligt ejet energivirksomhed, der får navnet Great British Energy, skal investere i vedvarende energi.

* Storbritannien skal fortsat støtte Ukraine, og regeringen vil arbejde for at sikre Ukraine medlemskab af Nato.

* Storbritanniens samarbejde med EU-landene om handel og investeringer skal forbedres, og regeringen vil arbejde for etableringen af en tostatsløsning i Mellemøsten, hvor Israel og Palæstina eksisterer side om side

* Der etableres en uafhængig myndighed, der kontrollerer fodboldmiljøet, og som skal give større beskyttelse til klubbernes fans.

* Det britiske parlament i London skal styrke sit forhold til regeringer, borgmestre og lokale myndigheder i Skotland, Wales og Nordirland.

* Overhuset, som er det ene af parlamentets to kamre, skal reformeres, og muligheden for at arve en plads i Overhuset skal fjernes. I dag har knap 100 medlemmer af Overhuset arvet deres mandat.

Kilder: The Guardian, BBC.

/ritzau/