OVERBLIK: Her åbner og lukker valgstederne ved midtvejsvalget
Amerikanerne går til midtvejsvalg 3. november. Vælgerne i Vermont ventes at være de første, der stemmer.

Amerikanerne går til midtvejsvalg 3. november. Vælgerne i Vermont ventes at være de første, der stemmer.

Medlemmerne af Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatet er på valg, når der 3. november er valg til Kongressen i USA.
Skal man følge valgdagen fra Danmark, så begynder den sidst på formiddagen dansk tid, hvor de første valgsteder åbner i det nordøstlige USA, og slutter med lukningen af de sidste valgsteder om morgenen den 4. november.
Læs her, hvornår valgstederne åbner og lukker på tværs af USA:
* Valgstederne er spredt over 50 delstater.
* Valget begynder og slutter ikke på samme tid i hele USA, da de 50 delstater strækker sig over seks forskellige tidszoner.
* Nogle delstater har to tidszoner, så selv om valgstederne har de samme generelle åbningstider, åbner og lukker de ikke på samme tid. Derudover er der i nogle delstater forskelle i åbningstiderne i forskellige amter.
* De første valgresultater kan begynde at tikke ind kort efter, at de første valgsteder er lukket, men det kan tage timer eller dage, før det samlede resultat af valget foreligger.
* De første valgsteder ventes at åbne klokken 11.00 dansk tid i Vermont, som ligger i det nordøstlige USA. Der er et tidsrum på fem timer, hvor valgstederne må åbne, og klokken 11.00 dansk tid er det tidligste.
* Herefter åbner valgstederne klokken 12.00 dansk tid i en lang række delstater i det østlige og nordøstlige USA. Det gælder valgsteder i blandt andet Connecticut, New Jersey og New York.
* Valgstederne i Californien på USA's vestkyst åbner klokken 16.00 dansk tid, mens valgstederne i Alaska åbner fra klokken 17.00 dansk tid. De sidste valgsteder åbner klokken 18.00 på Hawaii og det vestlige Alaska.
* De første valgsteder lukker ved midnat dansk tid. Det gælder valgsteder i Indiana og Kentucky. Begge delstater strækker sig over to tidszoner, så alle valgsteder lukker ikke samtidigt.
* Herefter lukker valgstederne i blandt andet Florida, Georgia, South Carolina, Vermont og Virginia 4. november klokken 01.00 dansk tid.
* Klokken 02.00 dansk tid lukker valgstederne i en stor gruppe af delstater - herunder Illinois, Massachusetts og Pennsylvania.
* Klokken 03.00 lukker valgstederne blandt andet i New York og Midtvesten - herunder Minnesota og Wisconsin.
* I det vestlige USA lukker valgstederne i Nevada klokken 04.00 dansk tid og klokken 05.00 dansk tid i Californien, størstedelen af Oregon (delt mellem to tidszoner) og Washington.
* Klokken 06.00 dansk tid lukker valgstederne på Hawaii og i det meste af Alaska. De sidste valgsteder i USA lukker klokken 07.00 dansk tid i det vestlige Alaska, som omfatter øgruppen Aleuterne.
* I nogle stater er det udbredt at brevstemme. Det gælder blandt andet Californien, Oregon, Washington og Alaska.
Kilder: Ballotpedia, delstaternes valgmyndigheder.
RITZAU