Opdateret

OVERBLIK: Gerningsperson bag drab på aktivist er stadig på fri fod

Den 31-årige politiske aktivist Charlie Kirk blev skudt under et debatmøde på Utah Valley University.

Liget af den dræbte, konservative aktivist Charlie Kirk bæres ud af vicepræsident J.D. Vances fly, Air Force Two. Foto: Thomas Machowicz/Reuters

Der er tidligt fredag fortsat en gerningsperson på fri fod efter skuddrabet på den politiske aktivist Charlie Kirk i den amerikanske delstat Utah.

Der er også stadig flere ubesvarede spørgsmål over 30 timer efter drabet onsdag.

Læs her, hvad vi ved og ikke ved fredag morgen dansk tid.

Det ved vi:

* Den 31-årige politiske aktivist Charlie Kirk blev skudt under et debatmøde på Utah Valley University onsdag.

* Han sad under et hvidt lysthus på tidspunktet for skyderiet og talte til en forsamling på omkring 3000 mennesker.

* Vidner har fortalt, at han blev skudt i halsen, hvorefter han faldt bagover.

* Han blev med det samme kørt til Timpanogos Regional Hospital, hvor han afgik ved døden.

* Gerningspersonen bag skuddrabet er endnu ikke fundet.

* Myndighederne har offentliggjort billeder og video fra sikkerhedskameraer. De viser en ung mand, som er iført baseballkasket og mørkt tøj. Hans t-shirt har et design med et amerikansk flag og noget, som ligner en ørn. Han var desuden iført tennissko med hvid sål.

* Ifølge myndighederne brugte gerningspersonen en riffel til at skyde fra taget af en bygning omkring 200 meter fra målet. Gerningsmanden lå ifølge myndighederne på maven og kunne dermed ramme meget præcist.

* Man har fundet gerningspersonens håndaftryk på det sted, hvor man formoder, at han klatrede ned fra bygningen og flygtede fra stedet. Man har også fundet geværet, som var smidt i et område med træer nær en parkeringsplads.

* FBI og de lokale myndigheder samarbejder om indsatsen. Natten til torsdag dansk tid lød det i en fælles udtalelse, at to personer var i politiets varetægt. De blev senere løsladt.

Det ved vi ikke:

* Det er uvist, hvem gerningspersonen bag attentatet er.

* Myndighederne har ikke meldt noget officielt ud om et potentielt motiv.

Kilder: AFP, CNN, BBC, Reuters og Ritzau.

/ritzau/