OVERBLIK: Forstå Clintons e-mail-sag på to minutter

FBI genåbner nu sagen om Hillary Clintons brug af en privat e-mail-konto i hendes tid som udenrigsminister.

Donald Trump var hurtig til at kommentere nyheden om, at FBI nu genåbner sagen om Hillary Clintons brug af en privat e-mail-konto i hendes tid som USA's udenrigsminister. Han er meget tilfreds med, at sagen nu genåbnes. Scanpix/Paul J. Richards Fold sammen
Læs mere

I marts 2015 afslørede New York Times, at demokraternes præsidentkandidat i sin tid som udenrigsminister benyttede sin private e-mail-konti i forbindelse med arbejdet som udenrigsminister. Det skete i perioden fra 2009 til 2013. Det kan være et brud på reglerne.

*Siden maj 2015 har det amerikanske udenrigsministerium offentliggjort over 55.000 sider fordelt på 30.000 mails, som Hillary Clinton har udleveret i forbindelse med sagen.

*I juli 2015 meddelte regeringens efterforskere, at der var fundet hemmeligstemplede oplysninger i nogle af de mails, som var på Clintons private mailkonto. Herefter indledte FBI en efterforskning af sagen.

*I maj 2016 rettede det amerikanske udenrigsministeriums generalinspektør en hård kritik af Clintons mailhåndtering.

*I juli 2016 blev FBI færdig med sin efterforskning af sagen. Det blev konkluderet, at Hillary Clinton havde håndteret de hemmelige oplysninger "ekstremt skødesløst", men at hun havde gjort det i god tro. FBI anbefalede på den baggrund, at der ikke blev rejst sigtelse mod hende. Den anbefaling valgte justitsminister Loretta Lynch at følge.

*I august 2016 oplyste FBI, at der var fundet yderligere næsten 15.000 mails i forbindelse med undersøgelsen af Hillary Clintons server, computer og telefoner. Flere kritikere mente, at også disse mails burde offentliggøres.

*I september 2016 oplyste FBI, at der ikke var fundet beviser for, at hackere havde haft adgang til Clintons private mailservere. Samtidigt kom det dog frem, at mailkonti tilhørende personer, som var blandt Clintons mailkontakter, havde været udsat for hackerangreb.

*I oktober 2016 meddelte FBI, at sagen nu genåbnes efter fund af nye mails.

Kilder: New York Times, TT.

/ritzau/