Mens USA's administration fastholder sit ønske om at overtage Grønland, sender flere europæiske Nato-allierede soldater til Grønland.

Her skal de deltage i den danskledede militærøvelse "Operation Arctic Endurance".

Landene har meddelt, at de sender forstærkninger til Grønland, efter at Danmarks udenrigsminister og Grønlands minister for udenrigsanliggender onsdag holdt møde med den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio, i Washington D.C. om netop Grønland.

Her kan du se, hvilke lande der sender soldater til Grønland:

* Sverige: Udstationerer flere officerer i Grønland.

* Norge: Udstationerer to officerer i Grønland.

* Tyskland: Sender et rekognosceringshold på 13 personer til Grønland.

* Storbritannien: Sender én officer til Grønland.

* Frankrig: Har udstationeret 15 soldater i Grønland. De får de kommende dage forstærkning fra Frankrig både til lands, til vands og i luften.

* Holland: Sender én officer fra flåden til Grønland.

* Finland: Sender to officerer til Grønland.

* Danmark: Indtil nu har Danmark haft cirka 150 militære medarbejdere i Grønland. De har været fordelt på stabsfunktioner, logistik og faste installationer.

* USA: Har i forvejen omkring 150 personer udstationeret i Grønland på Pituffik Space Base - tidligere kendt som Thule-basen. Som følge af forsvarsaftalen for Grønland fra 1951 har USA's militær fri adgang til Grønland.

Kilder: Arktisk Kommando og Ritzau.

/ritzau/