OVERBLIK: Dette skal parlamentet debattere onsdag

Boris Johnsons modstandere vil forsøge at tvinge premierministeren til at bede EU om en udsættelse af brexit.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, talte tirsdag aften i Underhuset i parlamentet. Uk Parliament/Jessica Taylor/Reuters Fold sammen
Læs mere

Den britiske opposition og en række konservative parlamentsmedlemmer stemte tirsdag aften for, at parlamentet onsdag overtager dagsordenen i Underhuset fra premierminister Boris Johnson.

Boris Johnsons modstandere ønsker at tvinge premierministeren til at bede EU om tre måneders Brexit-udsættelse fra 31. oktober i år til 31. januar 2020.

Dette skal parlamentet debattere onsdag:

  • Klokken 15.00 britisk tid - klokken 16.00 dansk tid - vil parlamentsformand John Bercow afbryde, hvad end der måtte foregå i salen, og fremsætte et forslag om udsættelse.

Forslaget går ganske enkelt ud på at kræve af premierministeren, at han beder EU om udsættelse i yderligere tre måneder og dermed ændre datoen for Brexit.

Dog frafalder kravet, hvis Johnson inden 19. oktober får parlamentet til at godkende en aftale med EU eller til at acceptere et såkaldt hårdt Brexit - altså Brexit uden en aftale. Ingen af disse muligheder virker dog sandsynlige.

  • Det konservative parlamentsmedlem Oliver Letwin, der var manden bag anmodningen om at holde en hastedebat i Underhuset tirsdag aften, mener, at det vil blive vanskeligt at nå frem til en aftale inden udgangen af januar.
  • Tirsdagens beslutning om at overtage kontrollen med Underhusets dagsorden onsdag sætter klare og stramme tidsfrister for at sikre, at alle trin i lovprocessen bliver gennemført på én dag.

Samtidig lægger beslutningen op til at forhindre regeringen i at forsinke processen.

»Det (forslaget, red.) vil forhindre regeringen i at suspendere parlamentet,« skriver Chris White på Twitter. Han er tidligere særlig rådgiver for ledende britiske politikere.

»Dette er et mesterligt udformet forslag,« lyder hans dom.

  • Ifølge nyhedsbureauet AFP vil den britiske premierminister onsdag fremsætte et forslag om et nyvalg, der skal finde sted inden EU-topmødet i Bruxelles 17. og 18. oktober.

Det kræver dog, at to tredjedele af parlamentsmedlemmerne stemmer for, hvilket kan blive svært for Johnson.

  • Jeremy Corbyn, der er leder af oppositionspartiet Labour, har krævet, at onsdagens forslag om en udsættelse skal til afstemning, inden Johnson fremsætter sit forslag om nyvalg.

Kilder: NTB, AFP.

/ritzau/