OVERBLIK: Det ved vi om skyderiet i natklub i Orlando

Mange mennesker er blevet dræbt og såret efter masseskyderi på natklubben Pulse i Orlando. Få et overblik.

Orlando. Mindst 50 mennesker er blevet dræbt og 53 såret, efter at en mand åbnede ild mod en homoseksuel natklub i Orlando i Florida.

Få her et overblik over, hvad der er sket.

* Angrebet begyndte omkring 2:00 lokal tid.

* Pulse, som er en af de største natklubber i Orlando, Florida, havde latinsk tema, og da festen var ved at nærme sig sin afslutning, begyndte en mand at skyde.

* Kort efter skrev natklubben på sin Facebook-side: "Alle skal komme ud af Pulse og blive ved med at løbe."

* Politiets kilder har fortalt til amerikanske medier, at gerningsmanden var i besiddelse af en mistænkelig genstand spændt fast til hans krop.

* Derefter var der en skudveksling mellem gerningsmanden og en politibetjent, som arbejder i klubben, men det er uklart, om det var i eller uden for spillestedet.

* En gidseltagning begyndte at udvikle sig, og klokken 5:00 lokal tid stormede politimænd bygningen og detonerede en "kontrolleret eksplosion".

* Gerningsmanden blev dræbt, og politiet siger, at mindst 50 mennesker er døde, hvilket gør det til det værste masseskyderi i nyere amerikansk historie.

* Tallet kan stige, da der er mindst 53 sårede på hospitalet.

* Gerningsmanden er ikke officielt blevet identificeret af myndighederne, men unavngivne embedsmænd har fortalt amerikanske medier, at det drejer sig om en Omar Mateen, en 29-årig mand fra byen Fort Pierce, som ligger cirka to timers kørsel syd for Orlando.

* En FBI-talsmand siger, at gerningsmanden læner sig i retningen af radikal islamistisk ideologi. Islamisk Stat har selv taget skylden for massakren.

* Politiet siger, at gerningsmanden var bevæbnet med en riffel, en pistol og en form for mistænkelig enhed.

* I en erklæring fra Det Hvide Hus lyder det, at præsident Barack Obama er blevet orienteret om skyderiet. "Vores tanker og bønner er med de familier og kære til ofrene", lyder det blandt andet fra præsidenten.

Kilde: BBC