Opdateret

Overblik: Det ved vi om missilnedslaget i Polen

To personer har tirsdag eftermiddag mistet livet i en eksplosion i Polen tæt på grænsen til Ukraine. Meget er fortsat uvist. Her er, hvad vi ved.

Tirsdag eftermiddag ramte et missil den polske landsby Przewodow tæt på grænsen til Ukraine. Missilet dræbte to personer.

Der er endnu ingen bekræftede informationer om, hvem der affyrede missilet. Polen mener dog, at det er russiskproduceret.

Foreløbige undersøgelser viser ifølge amerikanske embedsmænd, at missilet er affyret fra Ukraine i et forsøg på at nedskyde russiske missiler.

Her er et overblik over, hvad vi på nuværende tidspunkt ved – og hvad der konkret er sket.

  • Tirsdag eftermiddag 15.35 rammer et missil landsbyen Przewodow i Polen tæt på grænsen til Ukraine. To personer dør. De første mange timer holder Polen kortene tæt til kroppen. Det er først om aftenen, at de annoncerer, at et formodet russisk missil har ramt deres territorium.

  • Den polske regering indkaldte straks til et krisemøde om situationen. På mødet blev det besluttet, at Polen øger sit militære beredskab.

  • Ifølge det polske udenrigsministerium var det et russiskproduceret missil. Polens præsident, Andrzej Duda, var i går ude at sige, at missilet »højst sandsynligt« var russisk.

  • Ifølge Joe Biden viser de foreløbige informationer, at det er »usandsynligt«, at missilet er affyret fra Rusland.

  • Polen har ikke afgørende beviser for, hvem der affyrede missilet. På nuværende tidspunkt er det altså uklart, om det med sikkerhed er Rusland, der har affyret missilet – og hvorvidt det er russisk.

  • NATO overvåger situationen og holder hastemøde onsdag.

  • Polen, som er medlem af NATO, oplyser, at man er ved at undersøge, om der er brug for at aktivere artikel 4 i forsvarsalliancens traktat.

  • Artikel 4 handler om, at medlemslandene vil rådføre sig med hinanden, når et medlemslands territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet.

  • Rusland afviser at stå bag et missilangreb mod Polen. Det russiske forsvarsministerium kalder beskyldninger for en »bevidst provokation«.

  • Eksplosionen i Polen skete, nogenlunde samtidig med at flere ukrainske byer blev ramt af, hvad Ukraine mener var russiske missiler.

  • Hvis det viser sig, at Rusland målrettet har angrebet Polen, kan det potentielt medføre et modsvar fra NATOs medlemslande.

  • Eksperter vurderer, at der også kan være tale om et missil på afveje.

  • Tirsdag morgen tyder de foreløbige undersøgelser på, at missilet, der ramte Polen, blev affyret af ukrainske styrker, som prøvede at ramme et indkommende russisk missil. Det oplyser amerikanske embedsmænd ifølge en journalist fra AP.

Kilder: AP, CNN, Reuters og AFP.