USAs udenrigsminister, Antony Blinken, har omtalt det som det værste angreb mod Israel i 50 år.
Imens har Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, varslet, at israelerne skal forberede sig på en mulig, langvarig krig, efter at den palæstinensiske milits Hamas, som kontrollerer den konfliktfyldte Gazastribe, lancerede et stort overraskelsesangreb mod Israel lørdag.
Siden har Israel svaret tilbage med et luftangreb og søndag officielt erklæret krig mod Hamas.
Her er et overblik over, hvad vi indtil videre ved om krigen.
Hvordan gik Hamas til angreb?
Det politiske parti og den militære organisation Hamas bliver af både USA og EU anset for at være en terrororganisation. Det er lykkedes Hamas at lancere et gigantisk overraskelsesangreb med tusindvis af missiler mod Israel lørdag morgen, uden at disse planer var blevet opsnappet af Israels efterretningstjenester.
De første angreb ramte israelerne klokken 06.30 lokal tid lørdag morgen, og Hamas tog ansvar for angrebet.
Omtrent en time efter de første missilangreb krydsede tropper fra Hamas de israelske grænser til lands, til vands og i luften.

Hamas infiltrerede israelske byer og militærbaser og tog både civile og soldater til fange. Ifølge nyhedsbureauet AFP er over 100 personer blevet taget til fange og ført til Gaza i skrivende stund. Israels regering frygter, at disse personer vil blive holdt som gidsler i krigen.
Indtil videre har Israels sundhedsministerium oplyst, at over 600 personer er døde, mens mindst 2.200 personer er sårede.
På Palæstinas side lyder meldingerne på over 300 omkomne.
Hvorfor angreb Hamas?
Ifølge CNN har Israel og Hamas været i væbnede konflikter siden 1987, hvor de første kampe udspillede sig. Dengang havde Israel kontrol over Gazastriben og Vestbredden.
Det er i dag Hamas, som politisk kontrollerer Gaza, hvor omtrent to millioner mennesker er bosat. Israel betragter Gazastriben som »fjendtligt territorium« og har siden 2007 blokeret grænserne til lands, til vands og i luften. Gazastriben er lukket inde bag en 60 kilometer lang mur.
Ved dette angreb har lederen af den militante gren af Hamas, Muhammad Deif, udtalt, at gruppen har besluttet at iværksætte en »operation«, så »fjenden vil forstå, at tiden for deres hærgen er forbi«.
Muhammad Deif henviste til dengang, Israel overtog Vestbredden og Gazastriben fra Egypten i 1967 og besatte områderne.
Læs mere om Muhammad Deif i Berlingskes artikel her.
Hvad er Israels modsvar?
Israel har svaret tilbage på Hamas’ angreb ved at affyre missiler ind i Gazastriben og har ramt ejendomme, som ifølge Israels forsvar er kontrolleret af Hamas. Luftangrebet har ifølge forsvaret ramt 17 militære faciliteter og fire hovedkvarterer i Gazastriben.
»Vi er i krig, og vi vil vinde den,« lød det fra Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i en tale på tv lørdag.
Netanyahu har i løbet af søndagen holdt telefonmøder med en række verdensledere, herunder USAs præsident, Joe Biden, den tyske kansler, Olaf Scholz, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Ifølge en række amerikanske korrespondenter, som opholder sig i Israel, er israelske tropper angiveligt på vej mod både grænsen til Gaza og til Libanon, som ligger i hver sin ende af Israel.
Den militante og islamistiske gruppe Hizbollah i Libanon har nemlig erklæret sin støtte til Hamas og ligeledes angrebet flere positioner i Israel med mortergranater søndag.
Hvad kommer der til at ske?
USAs udenrigsminister, Antony Blinken, har udtalt, at USAs regering senere søndag vil melde ud, hvordan USA kan give yderligere støtte til Israel.
Vestlige politiske ledere har på stribe fordømt Hamas’ angreb på Israel.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har sagt, at de israelske tropper er lykkedes med at slå de fleste af Hamas’ styrker tilbage, således at de ikke længere er inde på israelsk territorium.
Kristian Mouritzen, international analytiker på Berlingske, har vurderet, at »det er en reel mulighed, at situationen kan eskalere fuldstændig vildt«.
»Spørgsmålet er, om Hizbollah vil gå endnu længere, end de allerede har gjort ved at kaste mortergranater ind over grænsen til Israel,« siger han blandt andet til B.T.
Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, fordømmer på det sociale medie X ligeledes angrebene.