Fredag blev den 22-årige Tyler Robinson anholdt for skuddrabet på højrefløjsaktivisten Charlie Kirk.
Kirk blev skudt og dræbt onsdag til et arrangement på et universitet i den amerikanske delstat Utah.
Robinson boede selv i delstaten, og flere naboer beskriver over for BBC, at de er chokerede over, at det er ham, der er mistænkt.
Læs mere om, hvad der er kommet frem om Tyler Robinson siden anholdelsen, her:
* Tyler Robinson er 22 år.
* Var indtil sin anholdelse bosat i en forstad til St. George i Washington County i det sydvestlige Utah. Han boede sammen med sine forældre og søskende.
* Har to yngre brødre ifølge opslag, som hans forældre har offentliggjort på Facebook.
* Hans mor er socialarbejder. Det er uvist, hvad hans far arbejder med.
* I gymnasiet fik Tyler Robinson gode karakterer og modtog et stipendium, som sikrede ham adgang til universitetet. Han dimitterede fra Pine View High School i St. George i 2021.
* Samme år begyndte han på Utah State University, men droppede ud efter et semester.
* Han blev siden studerende på Dixie Technical College i sin hjemby, hvor han i øjeblikket er på sit tredje år af en elektrikeruddannelse.
* Er registreret som vælger uden partitilknytning, men er kategoriseret som "inaktiv vælger" i de offentlige valgsystemer. Han har aldrig stemt ifølge CNN.
* En tidligere klassekammerat fortæller til CNN, at Robinson, ligesom resten af sin familie, støttede Donald Trump ved valget i 2020.
* En anonym elektriker, som har arbejdet sammen med Tyler Robinson for nylig, siger til CNN, at den 22-årige ikke talte politik, medmindre andre nævnte det.
* Elektrikeren havde dog indtryk af, at han ikke var glad for Donald Trump eller Charlie Kirk.
* Robinson ytrede sig ifølge et familiemedlem negativt om Charlie Kirk forud for debatarrangementet, hvor Kirk blev dræbt.
* Han er ikke tidligere dømt for kriminalitet ifølge oplysninger fra myndighederne i Utah, som Reuters har gennemset.
* Politiet har endnu ikke kunnet sige, hvilket motiv der skulle ligge bag drabet på Charlie Kirk.
* Men ifølge politiet var der indgraveret antifascistiske udsagn på patroner, som blev fundet i den riffel, der menes at være gerningsvåbnet.
* Der var dog også forskellige internetvittigheder - også kendt som memes - og referencer til videospil indgraveret.
* En klassekammerat, som CNN har talt med, fortæller, at Tyler Robinson var genert og meget interesseret i videospil.
* Tyler Robinson blev anholdt, efter at han over for et familiemedlem indrømmede eller indikerede, at han havde dræbt Charlie Kirk.
Kilder: CNN, Reuters.
/ritzau/