Efter flere måneder med spændinger mellem USA og Venezuela melder det sydamerikanske land lørdag om, at det er blevet angrebet.
Ifølge landets regering er det USA, der står bag, hvilket også er bekræftet af en unavngiven embedsmand fra USA's administration.
Her kan du læse om konflikten mellem de to lande, som er eskaleret under USA's nuværende præsident, Donald Trump.
* Donald Trump mener, at Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, er skyld i, at hundredtusindvis af venezuelanske migranter er rejst til USA.
* I nogle tilfælde skal Maduro have tvunget indsatte i de venezuelanske fængsler til at migrere til USA, hævder Trump.
* Generelt anslås det, at otte millioner venezuelanere er flygtet fra Venezuela til andre lande siden 2013 på grund af økonomisk krise og undertrykkelse.
* Siden sin tiltrædelse har det været en mærkesag for Trump dels at bekæmpe ulovlig indvandring til USA og dels at bekæmpe indsmugling af ulovlige stoffer til USA - især fentanyl og kokain.
* En del af disse stoffer kommer ifølge Trump fra Venezuela.
* Trump mener, at Nicolás Maduro leder den kriminelle gruppering Cartel de los Soles, som Trump har føjet til USA's liste over udenlandske terrororganisationer. Banden Tren de Aragua er også føjet til listen.
* Trump har advaret om, at han også vil stemple Maduros regering som en terrororganisation, og han har udlovet en dusør for informationer, der kan føre til Maduros tilfangetagelse.
* Maduro har på den anden side afvist, at han skulle stå i spidsen for en kriminel gruppering.
* Han mener, at USA's krig mod narko, som blandt andet har ført til flere angreb i efteråret på skibe nær Venezuela, er en undskyldning for at forsøge at afsætte Maduro og få adgang til landets oliereserver.
* Maduro er leder af Venezuelas Socialistiske Enhedsparti og har været præsident for Venezuela siden 2013. Han efterfulgte Hugo Chávez på posten.
* Under Maduro og Chávez har deres parti fået kontrol over centrale institutioner i Venezuela - herunder Nationalforsamlingen, store dele af retssystemet og valgkommissionen.
* Ved det seneste præsidentvalg i 2024 blev Maduro erklæret som vinder, mens oppositionen hævdede, at dens kandidat, Edmundo González, havde vundet stort.
Kilder: BBC, Britannica.
/ritzau/
