Israel og Hamas har godkendt den første fase af en fredsplan for Gaza.
Det betyder ifølge Trump, at alle gidsler i Gaza snart vil blive løsladt, og at Israel vil trække landets styrker tilbage til aftalte linjer.
Hvornår de to ting vil finde sted, er dog uklart.
Få her et overblik over, hvad der skal ske nu.
* Meldingerne fra flere kilder er, at aftalen forventes underskrevet i dag. En unavngiven kilde i Hamas siger til AFP, at aftalen ventes at blive underskrevet torsdag.
* En unavngiven kilde oplyser ligeledes til Reuters, at forventningen er, at aftalen underskrives klokken 11 dansk tid. Tilsvarende lyder det fra det israelske medie The Jerusalem Post, at aftalen ventes at blive underskrevet omkring middagstid, lokal tid. Israel er én time foran Danmark. Det samme skriver AFP, der desuden oplyser, at det vil ske i Egypten.
* Både The Jerusalem Post og Reuters skriver, at forventningen er, at våbenhvilen træder i kraft på jorden i Gaza, så snart aftalen er underskrevet.
* Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, oplyser, at han torsdag vil samle regeringen til en endelig godkendelse af aftalen, skriver The Times of Israel.
* Både Reuters og The Jerusalem Post skriver på baggrund af unavngivne kilder, at det israelske sikkerhedskabinet forventes at mødes klokken 16 dansk tid med et efterfølgende regeringsmøde én time senere.
* Det kræver en godkendelse af regeringen, hvis palæstinensiske fanger skal løslades fra israelske fængsler.
* Israels finansminister, Bezalel Smotrich, som befinder sig på den yderste israelske højrefløj, har allerede gjort det klart, at han ikke vil stemme for fredsplanen, skriver The Times of Israel. Aftalen behøver dog blot et flertal for at blive vedtaget.
* Trump har tidligere præsenteret en fredsplan på i alt 20 punkter, som han har udarbejdet, hvor første fase handler om frigivelse af gidsler fra Gaza og løsladelse af palæstinensiske fanger i Israel. Det er den plan, som Israel og Hamas de seneste dage har forhandlet om.
* Det er dog uvist, om der i forbindelse med forhandlingerne er blevet lavet ændringer i forhold til den aftale, som Israel og Hamas nu har nikket ja til.
* Trump siger i et interview med Fox News, at han regner med, at gidslerne i Gaza - også de døde gidsler - vil blive frigivet mandag.
* AFP's unavngivne kilde fra Hamas siger, at Hamas vil frigive 20 levende gidsler fra Gaza i bytte for knap 250 livstidsfængslede palæstinensere i Israel og 1700 andre fængslede i Israel.
* Kilden siger også, at udvekslingen af fanger vil ske inden for de første 72 timer efter, at aftalen er blevet underskrevet.
* Ifølge CNN siger Zaher Jabarin, som er højtstående embedsmand i Hamas, i en udtalelse, at bevægelsen har fremsat en liste med navne på de fængslede palæstinensere, der skal løslades som del af aftalen.
Kilder: Reuters, AFP, CNN, Truth Social.
/ritzau/