Et indisk angreb på Pakistan, der varede 25 minutter natten til onsdag lokal tid, har brudt det gamle had mellem de to atommagter ud i lys lue.

På den tid blev ni steder i Pakistan og den pakistansk-kontrollerede del af Kashmir-regionen ramt af indiske luftangreb.

Grænseregionen Kashmir har længe været grundlag for stridigheder mellem Indien og Pakistan, som hver især mener at have krav på området.

* Forholdet mellem de to lande er blevet forværret, efter at militante i april angreb og dræbte 26 personer i et turistområde i den indiske del af Kashmir. Indien mener, at Pakistan støttede angrebet.

* Men konflikten går flere årtier tilbage, og de to nationer har været i blodige sammenstød og regulære krige med hinanden siden 1947.

* Pakistan og Indien har været i krig tre gange, siden de i 1947 gik fra at være britiske kolonier til at være selvstændige. To af krigene har været udløst af striden om Kashmir.

* Den seneste regulære krig var i 1971, hvor Pakistan indsatte tropper i det daværende Østpakistan for at bremse en bengalsk uafhængighedsbevægelse. Det estimeres, at omkring tre millioner mennesker blev dræbt i den ni måneder lange konflikt, som endte med etableringen af det selvstændige land Bangladesh.

* Siden 1971 har der været en række blodige sammenstød og konflikter mellem de to lande. Blandt andet i byen Kargil i Kashmir-regionen.

* Pakistansk-støttede styrker besatte indiske militære poster i Kargil i 1999. Pakistan trak sig dog fra området efter pres fra USA.

* De efterfølgende år var der fortsat en række sammenstød mellem de to lande. I 2019 dræbte en selvmordsbomber 40 indiske betjente i Pulwama. Indien svarede tilbage med luftangreb over pakistanske områder.

* Samme år skrottede Indien en paragraf i den indiske forfatning, som gav den indiske del af Kashmir, der har muslimsk flertal, særlig status i forhold til autonomi og forbud mod indisk indvandring. Paragraffen havde hidtil forhindret indere - i særlig grad hinduer - i at bosætte sig og investere i Kashmir.

Kilder: AFP, Reuters og Ritzau.

/ritzau/