Overblik: Biden underskrev 15 dekreter på førstedagen

Der var fokus på coronavirus, immigration og klima, da Biden satte sin underskrift på 15 dekreter onsdag.

Joe Biden spildte ingen tid på sin første dag som præsident, hvor han underskrev en lang række dekreter i Det Ovale Værelse. Tom Brenner/Reuters Fold sammen
Læs mere

På sin første dag i Det Hvide Hus onsdag underskrev USA's nye præsident, Joe Biden, 15 præsidentielle dekreter samt to præsidentielle bekendtgørelser.

Ni af dem er direkte omgørelser af den tidligere præsident Donald Trumps politik.

Få et overblik over, hvad de mange dekreter handler om:

Mundbind

Dekretet beder amerikanerne om at bære mundbind i 100 dage. Den såkaldte "100 dage med mundbind-udfordring". Med det nye dekret bliver mundbind påkrævet i føderale bygninger og på føderale områder.

WHO

Dekretet kræver, at USA igen skal være en del af samarbejdet med Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Covid-19-koordinator

Der skal oprettes en ny stilling som national covid-19-koordinator. Koordinatoren rapporterer direkte til Biden.

Udsættelser og tvangsauktioner

Takket være et nyt dekret forlænges det midlertidige forbud mod udsættelser og tvangsauktioner indtil minimum 31. marts.

Tilbagebetaling af studielån

Den midlertidige suspendering af afbetaling af studielån bliver med et nyt dekret forlænget indtil minimum 30. september.

Parisaftalen

Som et krav skal USA igen tilsluttes Parisaftalen. Det er en proces, der tager 30 dage.

Olierørledning mellem USA og Canada

Aftalen om olierørledningen Keystone XL mellem USA og Canada bliver annulleret. Bidens administration vil gennemgå yderligere 100 af Trumps tiltag på miljøområdet.

Patriot-kommission

Trump-administrationens såkaldte 1776 Kommission, der skal fremme "patriotisk uddannelse" og beordrer gennemgang af tiltag for at sikre racelighed, bliver annulleret med nyt dekret.

Diskriminering

Et nyt dekret skal forhindre diskriminering på arbejdspladsen på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet.

Folkeoptælling

Et nyt dekret kræver, at bosiddende i USA, der ikke er amerikanske statsborgere, skal tælles med i folkeoptællinger og fordelingen af kongresrepræsentanter.

Daca-ordningen

Daca-ordningen vil blive styrket efter Trumps bestræbelser på at forringe beskyttelsen af papirløse personer, der kom til USA som børn.

Rejseforbud for muslimer

Trump-administrationens begrænsninger for indrejse til USA for pasindehavere fra syv lande med overvejende muslimske befolkninger bliver ophævet.

Deportering af kriminelle migranter

Et nyt dekret annullerer Trumps beslutning om at gøre det til en prioritet at deportere kriminelle migranter.

Grænsemur mellem USA og Mexico

Opførelsen af en grænsemur mellem USA og Mexico bliver stoppet ved at afslutte en national nødretstilstand, som blev brugt til at finansiere muren.

Deportering af liberiere

Udsættelsen af deporteringer af liberiere, der har søgt tilflugt i USA, bliver forlænget indtil 30. juni 2022.

Etik i Biden-administrationen

Nøglepersoner i administrationen skal alle underskrive et etisk løfte, som forhindrer dem i at handle i personlig interesse, og som sikrer deres uafhængighed af justitsministeriet.

USAs budgetkontor

Direktøren for OMB (regeringens budgetkontor, red.) bliver pålagt at komme med anbefalinger til en modernisering af systemet.

Kilder: CNN, Bidens overgangshold

/ritzau/