Over Atlanten: Troen på Irak

Der er folk i Washington, som stadig tror, at krigen i Irak styrer mod en succes, og at George Bush vil blive husket som en god præsident. De har glemt Vietnam og Richard Nixon.

Man skulle mene, at sporene fra Vietnam-krigen, som blev den første krig, USA tabte, vile skræmme. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

Det er altid forfriskende at høre et synspunkt, der forekommer så langt ude, at man må løfte hatten for den, der fremsætter det. Sådan et har William Kristol, chefredaktør for magasinet Weekly Standard i Washington. Kristol er republikaner, hans far anses for at være en af grundlæggerne af nykonservatismen, og sønnens ugeblad er bevægelsens talerør. Han er også en morsom mand, men hvad han for et par dage siden skrev under en gæstevisit på den liberale Washington Post, var ment ganske alvorligt. Irak-krigen kan blive en succes, og George W. Bush har pæne chancer for at blive husket som en god præsident.

Kristol skrev ikke ud i den blå luft, han argumenterede for sine meninger, og det lød omtrent sådan: Ja, Bush-administrationen har begået en række fejl i Irak, men man skal tænke på, hvad der ville være sket, hvis USA ikke var gået ind. Saddam Hussein ville stadig være ved magten, han kunne have genoptaget sit atomprogram og hans kontakter til al-Qaeda ville være fortsat eller styrket. Kristol sætter sin lid til den nye amerikanske øverstbefalende i Bagdad, general David Petraeus. Lige nu går det over forventning, og »hvis vi kan holde nerverne i ro, er der en god mulighed for at få en virkelig, om end rodet, sejr i Irak,« siger Kristol.

Han peger også på, at der siden 2001 ikke har været terrorangreb på amerikansk jord, »så Bush og vicepræsident Cheney gør formentlig nogle vigtige ting rigtigt.« Han mener desuden, at »krigen i Afghanistan er gået rimelig godt.« Endelig minder han om væksten i den amerikanske økonomi gennem mere end fem år, den lave arbejdsløshed og aktiemarkedets genopstandelse.

Det sidste er jo uomtvisteligt, selv om man må minde om, at Bushs sikkerhedsfolk var blevet advaret mod terrorangrebet 11. september uden at skride ind, og at han ikke er den første præsident i nyere tid, der kan glæde sig over en god økonomi.

TROEN PÅ IRAK er imidlertid lidt uhyggelig. Man vil gerne håbe, at han har ret, og Deres atlantiske medarbejder har oprindeligt hørt til krigens fortalere. Men man kan ikke påstå, at det går særlig glimrende omkring Tigris. Taktiske fejl, mishandling af fanger og troen på, at militært isenkram ville klare opgaven stort set alene, har ført til kaos. Petraeus er tilsyneladende en god mand, der ved, at civil genopbygning ofte er den bedste ammunition. Men Irak er stort, USAs allierede senest Danmark siver lige så stille og volden fortsætter. Det er også en overdrivelse at sige, at Afghanistan i øjeblikket giver grund til optimisme.

Uhyggen breder sig, blandt andet fordi man synes at have hørt den slags før. Robert Dallek har netop skrevet en glimrende bog om den 37. præsident Richard Nixons parløb med sikkerhedsrådgiveren og den senere udenrigsminister Henry Kissinger. Nixon og Kissingers største problem i begyndelsen, altså 1969, var Vietnamkrigen. Stemningen i Amerika og andre steder i verden var negativ, og der var intet, præsidenten og hans højre hånd hellere ville end at trække sig ud. Men man ville gøre det med ære, som man sagde. Der gik seks år, før sidste mand var væk. Der var ikke meget ære i det. Nixon lagde en stor del af skylden på pressen og kritiske embedsmænd, han lod nogle af deres telefoner aflytte, og indirekte førte konflikten i det sydøstlige Asien til Watergate-skandalen, som tvang præsidenten til at træde tilbage.

LÆSER MAN Dalleks bog, genopfriskes Vietnam set med Washingtons øjne. Nixon, og i nogen grad Kissinger, påstod ustandseligt, at det gik godt med krigen og at man blot havde brug for nogle flere soldater. Til sidst havde man det omvendte synspunkt, nu skulle Sydvietnam, som USA hidtil havde støttet, klare det hele selv. Det gik slet ikke. Kommunisterne overtog hele landet, og Amerika fik et chok over at være besejret af »en femterangs landbrugsmagt,« som Kissinger kaldte modstanderen.

Der er forskelle til Irak i dag, men de er ikke opmuntrende. Vietnam var ikke Nixons krig, USAs indblanding begyndte under præsident Eisenhower i 1950erne og fortsatte under John F. Kennedy. Nixon overtog den fra Lyndon B. Johnson, der gik i stykker på den. Selv om konflikten udløste enorme protester i Amerika, kendte man ikke til terror i hjemlandet. Nixon var også, sine mørke sider til trods, en befaren udenrigspolitiker, der, så snart han var blevet præsident, afskrev ideologiske dogmer og satsede på diplomatisk håndværk, f.eks. åbningen mod Kina.

George W. Bush er anderledes, og Irak er blevet hans krig. Men mudderet ligner. Ligegyldigt hvad man gør, ender det formentlig galt. Det synspunkt har Kristol ikke, og hans opfattelse er opmuntrende. Den er også temmelig urealistisk. Tvivler man, kan man se på Nixon og kigge i Dalleks bog. Men lad være med at vise den til irakerne, for så mister de helt modet.