Over Atlanten: At leve på polsk

USA importerer mexicanere til at fylde hullerne på arbejdsmarkedet. Danmark importerer polakker og andre østeuropæere. Men er der ikke en mere nærliggende løsning i Danmark? Nemlig at få dem, der feder den, i gang?

En gris hedder swinia, en ko hedder krowa, og en høne hedder kura.

Og sådan er det faktisk hele vejen igennem.

Det er sin sag at være dansk landmand.

Her er ikke solskinsdage nok til at rutte med, enten regner det for meget eller for lidt, marginaljordene er forholdsvis marginale, og nu hedder mælk også mleko og svinekød wieprzowina.

Prøv bare at sige wieprzowina inden morgenradioavisen er stået op og uden kaffe.

Men alternativet er at sige ingenting, for dansk landbrug kan ikke få danske medarbejdere, og ifølge en opgørelse fra fagforbundet 3F er hver femte landbrugsmedhjælper nu fra Polen og de øvrige østeuropæiske lande.

Det er fagforbundet naturligvis noget mavebesværet over, men hvad i alverden skal landmænden gøre? Og hvad skal murermestrene gøre? Og dippedutproducenterne? På tre år er antallet af østeuropæiske arbejdere i Danmark tyvedoblet. Landbruget af den største aftager, tæt fulgt af byggeri og industri, og i dag er der tæt på 12.000 østeuropæere på det danske arbejdsmarked, siger Arbejdsmarkedsstyrelsen. Uofficielt er der formentlig mange flere.

VI KENDER HISTORIEN på denne side af Atlanten. Ledigheden i USA er på 4,5 procent, så lavt at tallet dårligt kan komme lavere, og i mange stater og mange sektorer er der direkte medarbejdermangel. Det amerikanske Polen hedder Mexico, og i USA er der i dag 11 millioner illegale mexicanske arbejdere. Eksperter mener, at det reelle tal er dobbelt så stort.

Det er ikke uproblematisk, og den mexicanske indvandring er med god grund et af de tre top-emner i valgkampen.

Tallene i Danmark er ikke af den størrelsesorden endnu, men kig på en graf over udviklingen, og den har en stigning som Matterhorn.

To af de mest konservative kræfter i Danmark er også begyndt at røre på sig fagforeningerne og Dansk Folkeparti. De mener respektivt, at østeuropæerne trykker lønnen, koster danskere jobbene, belaster velfærdssystemet, og de vil sikkert også snart hævde, at de tvinger Danmark over i det kyrilliske alfabet.

Det er amerikansk-mexicanske tilstande, og det er uhyggeligt.

MEN DER ER en væsentlig forskel.

Den officielle amerikanske ledighed på 4,5 procent er forholdsvis reel. Den officielle danske ledighed på 3,6 procent er alt andet end reel.

Som det fremgår af Social Årsrapport 2006, så er den danske ledighed i virkeligheden på 9,9 procent. »Det betyder, at der er cirka 270.000 personer uden ordinært arbejde, som reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet,« hedder det.

Det er et paradoks, og hvis fagforeningerne og Dansk Folkeparti er imod indvandring af arbejdskraft, må de nødvendigvis tage livtag med paradokset.

Lad os tage eksempler på paradokset:

Godt hundrede tusinde danskere er på kontanthjælp, og ifølge en rapport fra Beskæftigelsesministeriet søger næsten halvdelen af dem aldrig arbejde.

Antallet af danskere, som modtager sygedagpenge, eksploderer. 435.000 danskere modtog sidste år sygedagpenge. Det samlede antal dagpengeuger var i 2006 på 4,1 mio. uger, en stigning på 15 procent på fire år, oplyser Danmarks Statistik.

I 1960 forsørgede staten 185.000 erhvervsaktive danskere i alderen mellem 18 og 66 år; i dag er tallet tæt på 900.000. Det er en udvikling fra 6,6 pct. af de erhvervsaktive til 25,4 procent af de erhvervsaktive.

Med andre ord: Der er noget helt, helt galt.

OG HVAD KAN man så gøre ved det?

Den nuværende regerings refleks synes at være udenlandsk arbejdskraft. Da hjemmehjælpere og andre socialarbejdere i sidste måned nedlagde arbejdet og krævede flere kolleger og mere i løn, begyndte regeringen straks at tale om at hente østeuropæere op for at køre madbilerne og vende de sengeliggende.

Det kan også være godt nok men der er en anden og mere nærliggende løsning. Nemlig at iværksætte en slags Dalgas-projekt for arbejdsmarkedet.

Skeptikerne vil straks sige, at det ikke kan lade sig gøre at bistandsmodtagere ikke kan hjælpes til at løbe med aviser, og revalidenter ikke kan passe grise. Det er bedst bare at styre uden om den hvepserede. Men selvfølgelig kan det lade sig gøre. Se bare på Sverige. Wall Street Journal bragte for nyligt en forsideartikel om det svenske opgør med et alt for generøst dagpengesystem. En lærer, som var på sygedagpenge, fordi hun var allergisk over for strøm, mistede sine dagpenge. En butiksekspedient, som var depressiv, fik et job i en hestestald. I Luleå opsøgte sagsbehandlerne 160 sygedagpengemodtagere og fik 40 af dem i arbejde.

Der er simpelthen for meget snyd i systemet, siger den nye borgerlige svenske regering. Der er for mange mennesker, som feder den.

Hvis det kan lade sig gøre i folkehjemmet Sverige, så kan det saftsuseme også lade sig gøre i Danmark.

MEN SÅDAN ET Dalgas-projekt nytter formentlig ikke noget, hvis ikke det begynder med noget ganske politisk ukorrekt. At understrege værdien af hårdt arbejde.

At alle vores 1970er-ideer om fritidssamfundet og arbejdsdeling bare var 1970er-ideer, og at man ikke kan bruge de offentlige ydelser til som Ole Birk Olesen nævner i sin bog »Taberfabrikken« at spille brætspil i tre år. Opinionsmålerne spurgte for nyligt befolkningerne i 42 lande om deres indstilling til hårdt arbejde, og ikke underligt lå Danmark sidst. Vi var det land, hvor færrest mente, at hårdt arbejde var en værdi.

Så er der noget helt, helt galt.

Eller som det vistnok hedder på polsk: Niewlasciwy.

Berlingske Tidendes Tysklandskorrespondent, Michael Kuttner, og USA-korrespondent Poul Høi skriver på skift hver onsdag klummen »Over Atlanten« om Europa og USA og debatten på tværs af Atlanten.