Over 5000 er nu smittet med ebola i DR Congo
Af 5021 ebola-tilfælde er lidt under halvdelen døde efter at være blevet smittet, viser nye tal fra DR Congo.
Af 5021 ebola-tilfælde er lidt under halvdelen døde efter at være blevet smittet, viser nye tal fra DR Congo.
Antallet af bekræftede tilfælde af ebola i DR Congo er steget til 5021.
Det viser den seneste rapport fra DR Congos offentlige sundhedsinstitut ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge instituttet er 2378 mennesker døde efter at være blevet smittet med virusset.
Udbruddet blev officielt erklæret den 15. maj, men formodningen er, at det allerede havde stået på i flere uger på daværende tidspunkt.
Fredag slog FN fast, at ebolaudbruddet i DR Congo i øjeblikket koster et menneskeliv hver halve time.
I juli advarede både Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Den Afrikanske Unions myndighed for folkesundhed, Africa CDC, om, at det aktuelle udbrud af ebola spreder sig hurtigere end noget tidligere udbrud af den dødelige virus.
Det hidtil dødeligste udbrud fandt sted mellem 2018 og 2020, hvor knap 2300 mennesker døde ud af omkring 3500 registrerede smittetilfælde, skriver nyhedsbureauet AFP.
RITZAU