Flere end 50 indsatte er døde i optøjer i tre fængsler i Ecuador.
Det oplyser landets regering tirsdag.
Den ecuadorianske regering beskriver optøjerne som en "koordineret handling begået af kriminelle organisationer".
Præsident Lenín Moreno har forsøgt at få kontrol over volden i fængslerne i Ecuador og har blandt andet erklæret fængselssystemet i undtagelsestilstand som følge af de hyppige konfrontationer mellem kriminelle bander.
- I øjeblikket fortæller kriminalteknikere, at flere end 50 fanger er afgået ved døden, oplyser ecuadoriansk politi på Twitter uden at give yderligere oplysninger.
Optøjerne har fundet sted i fængsler i provinserne Guayas, Azuay og Cotopaxi. Oprøret i fængslet i Guayas er ifølge regeringen under kontrol.
En af regeringens ministre, Patricio Pazmiño Freire, beskriver optøjerne som en "koordineret handling begået af kriminelle organisationer for at fremkalde vold i landets fængsler".
Ministeren siger videre, at Ecuadors regering og politi gør alt, hvad de kan, for at genvinde kontrol over situationen.
/ritzau/Reuters