Over 40 er kvæstet ved sammenstød på Jerusalems hellige høj

Israel fjerner afspærringer og kameraer på Tempelbjerget, og tusinder af palæstinensere strømmer til moskéer.

En troende beder foran Klippemoskeen, efter at palæstinenserne har afsluttet en boykot over for de israelske myndigheder, der havde begrænset adgangen til stedet i Jerusalem. Scanpix/Ahmad Gharabli Fold sammen
Læs mere

Der er torsdag eftermiddag nye sammenstød mellem palæstinensere og israelsk politi ved Jerusalems hellige steder.

Urolighederne brød ud, kort efter at flere tusinde troende var strømmet ind på Haram al-Sharif, der blandt jøder kendes som Tempelbjerget. Det var første gang i to uger.

Den palæstinensiske hjælpeorganisation Røde Halvmåne oplyser, at 46 palæstinensere og israelere er kvæstet inde på den hellige høj.

Sammenstødene kommer, efter at Israel i løbet af natten til torsdag fjernede en række afspærringer og sikkerhedstiltag. Blandt andet metaldetektorer, som har ophidset mange palæstinensere.

Der er også fjernet overvågningskameraer, som var opsat i sidste uge.

Afspærringen har i to uger ført til sammenstød.

Mange palæstinensere har i stedet valgt at bede uden for det hellige område i Jerusalems gamle bydel.

Den omstridte høj er hellig for både muslimer og jøder. Her ligger de to moskéer al-Aqsa og Klippemoskeen. Al-Aqsa regnes som et af islams allerhelligste steder.

Men på højen lå der indtil år 70 jødernes store tempel. Det blev styrtet i grus af romerne og førte til den mange århundreder lange jødiske flugt.

Under Seksdageskrigen i 1967 erobrede Israel hele Jerusalem og Vestbredden. Den ene massive væg fra det gamle tempel blev blotlagt. Den er kendt som Grædemuren og er troende jøders vigtigste samlingssted.

ritzau/AFP