Over 30 oprørere meldt dræbt i Sri Lanka

Kampe eskalerer i det nordlige Sri Lanka - over 5000 dræbt siden 2006.

Kampe mellem Sri Lankas militær og separatistiske oprørere fra De Tamilske Tigre i den nordlige del af landet har kostet 31 oprørere og en soldat livet, oplyste hæren lørdag.

Kampene fandt sted i landsbyer i Mannar-distriktet lidt syd for det område, der kontrolleres af oprørerne, sagde officielle militære talsmænd.

Begge parter overdriver tit antallet af dræbte og sårede hos fjenden og nedtoner egne tab.

Kampene er i den seneste tid eskaleret. Militæret siger, at det har planer om at indtage det oprørskontrollerede territorium og nedkæmpe De Tamilske Tigres de facto stat i dele af det nordlige Sri Lanka. Militæret fordrev tidligere på året oprørerne fra store jungleområder.

Flere end 5000 mennesker er blevet dræbt i kampene mellem militæret og De Tamilske Tigre siden begyndelsen af 2006.

/ritzau/AP